MT Højgaard og Arup indgår strategisk aftale om højhusbyggeri
Byggeri | Af Kristian Troelsen |
Udviklingen går mod højere bygninger i Danmark, og højhusdivisionen i MT Højgaard ruster sig med ny strategisk aftale til en fremtid i højderne.
Skylinen i flere danske byer vil ændre sig i løbet af de kommende år, for udviklingen lige nu peger på, at vi også herhjemme skal til at bygge mere i højden. Derfor oprettede MT Højgaard sidste år en særlig højhusdivision, og den styrkes nu yderligere gennem en strategisk aftale med den internationale rådgivningsvirksomhed Arup, der har stor erfaring med at projektere skyskrabere.
Optimerer konstruktionerne
MT Højgaard har mange store projekter under bæltet, og med den nye aftale føler virksomheden sig nu helt klar til også at yde økonomisk fokuseret rådgivning til ejendomsudviklere, investorer og bygherrer om, hvordan byggeri i højden skaber mest mulig værdi for både ejere, brugere og naboer. Det er planen, at Arup og MT Højgaard skal optimere projekterne fra idé til indflytning.
- Det kræver specialviden at optimere højhusbyggeri fra fundering til færdigt penthouse. Vores samarbejde med Arup vil føre mange fordele med sig både i processen og i det færdige produkt, hvor der skabes merværdi for projektet, for eksempel ved at optimere det samlede design, så flere af bygningens kvadratmeter kan udnyttes. Sammen med Arup har vi nu et stærkt team, der allerede når de første idéer kommer på bordet, kan rådgive de mange interesserede parter i Danmark om fordele og risici ved at bygge i højden, og hvordan bygherren får mest kvalitet for pengene, siger Halldor P. Ragnarsson, divisionsdirektør i MT Højgaard.
International erfaring
Arup har hovedsæde i London, men har 11.000 medarbejdere, der arbejder i afdelinger verden over. Virksomheden etablerede kontor i Danmark for tre år siden og har godt 40 medarbejdere herhjemme. Arup har været involveret i opførelsen af skyskrabere verden over, hvoraf den højeste, Yongsan Landmark Tower i Seoul i Sydkorea, er 620 meter høj.
- Vi ser et meget stort potentiale i markedet for højhusbyggeri i Danmark, og MT Højgaards filosofi om at samle de stærkeste kompetencer for at kunne rådgive kunderne rigtig, t på et meget tidligt stadie i processen matcher vores tilgang. Derfor ser vi meget frem til samarbejdet, hvor vi sammen med MT Højgaard vil sørge for, at kommende højhusprojekter i Danmark kommer godt fra start, siger direktør for Arups danske afdeling, Sandra Akmansoy.