Nærdødt storprojekt lever igen

Finanskrisen lagde Friis & Moltke-tegnet forbrændingsanlæg i Irland så godt som dødt. Men nu er bygherren gået i jorden.

Endelig. Pælefunderingen er i fuld gang, ligesom der støbes terrændæk til det 21.600 kvadratmeter store forbrændingsanlæg på Poolbeg-halvøen ved Dublin i Irland. Friis & Moltke vandt oprindeligt projektet tilbage i 2003 og brugte siden masser af energi på at få bystyrets godkendelse af anlægget, inden finanskrisen så godt som trak stikket til projektet.

- Irland har lidt og blødt, og projektet gik mere eller mindre i stå. Vi spurgte jævnligt til status på projektet, og til sidst troede vi ikke rigtig på det længere. Men pludselig fik vi besked om, at nu var det i gang igen, siger direktør hos Friis & Moltke, Palle Hurwitz, som forklarer, at Dublin Waste to Energy, som anlægget hedder, størrelsesmæssigt svarer til det største anlæg i Danmark, som er Vestforbrænding i Glostrup.

Anlægget skal passe til stedet og den lokale kultur og byggeskik. Et forbrændingsanlæg er så stort, at det bliver en slags skuptur, man ser på lang afstand, og vi har tænkt meget over formen, og hvordan anlægget ser ud under skiftende belysninger.

Palle Hurwitz

Direktør, Friis & Moltke

Tidløs skulptur

Det er ikke første gang, Friis & Moltke prøver kræfter med forbrændingsanlæg, idet tegnestuen står bag både L90-anlægget i Esbjerg og ombygningen af forbrændingsanlægget i Lisbjerg ved Aarhus.

Det er nu 12 år siden, stregerne blev slået til forbrændingsanlægget i Dublin, og generelt mener Palle Hurwitz, at det er vigtigt, at byggerier af denne type tegnes med en bestemt form for tidløshed for øje.

- Det er et stort og meget markant byggeri, der ligger på en halvø og derfor kan ses på lang afstand. Derfor er det vigtigt, at der bliver gjort noget ud af arkitekturen, og at det er til at holde ud at se på i lang tid. Som med alle andre projekter er det også vigtigt, at man kigger på den sammenhæng, man bygger i. Anlægget skal passe til stedet og den lokale kultur og byggeskik. Et forbrændingsanlæg er så stort, at det bliver en slags skuptur, man ser på lang afstand, og vi har tænkt meget over formen, og hvordan anlægget ser ud under skiftende belysninger. Desuden har vi arkitektonisk prøvet at få anlægget til at virke lidt mindre ved at bruge skrånende flader til de to hovedelementer, siger Palle Hurwitz.

VVM foran dommerpanel

Han fortæller, at det var ganske udfordrende at få byen til at acceptere anlægget. Processen omkring VVM-redegørelsen var noget anderledes, end man er vant til i Danmark, og Friis & Moltke måtte igen og igen forsvare projektet over for dommere under retssalslignende forhold.

- Vi vandt anlægget i en konkurrence, men det er jo ikke nok til, at man bare får lov til at opføre det. Der er ikke tradition for at bygge forbrændingsanlæg i Irland, og hvor vi i Danmark ser dem som en miljørigtig løsning, der giver varme til borgerne, så bruger man i stedet lossepladser i Irland. Der var naturligvis mange parter, der skulle forsvare hver deres del af projektet, og det var en stor udfordring at overbevise dommerne om anlægget. De mødte frem i fuld mundering, som man kender det fra britiske retssale, og man blev næsten afhørt, så man følte sig som en forbryder, så det var også en oplevelse, griner Palle Hurwitz.

Dublin Waste to Energy er planlagt til at stå færdigt i sommeren 2017.