Ledige ingeniørjobs er lukket land for nyuddannede
Erhverv | Af Kim Ebbesen |
Undersøgelse: 86 procent af stillingsopslag efterlyser ingeniører med erfaring.
For tiden er der et rekordhøjt antal af ledige stillinger for ingeniører, og samtidig viser de nyeste data fra Arbejdsmarkedsbalancen fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, at der mange steder i landet er mangel på ingeniører.
Det burde således være knap så stor en udfordring for en ingeniør at finde et job, men udfordringen er reel og stor, hvis man er nyuddannet. Det viser en ny undersøgelse af 200 tilfældigt udvalgte stillingsannoncer, som Ingeniørforeningen, IDA har foretaget.
Undersøgelsen viser, at hovedparten af de ledige job er lukket land for nyuddannede. I 172 af annoncerne, svarende til 86 procent, var det specifikt angivet, at den pågældende virksomhed søgte efter ansøgere med erfaring. I de resterende 14 procent af annoncerne var erhvervserfaring slet ikke et tema, eller også blev nyuddannede direkte opfordret til at søge.
Arbejdsgivere har forpligtelse
Forholdet mellem de to tal ærgrer Morten Thiessen, der er formand for Ansattes Råd i Ingeniørforeningen.
- I en perfekt verden havde vi ingen dimittendledighed, og jeg anerkender, at en nyuddannet ingeniør ikke kan gå direkte ind og bestride ethvert job. Erfaring er en vigtig parameter. Men på samme måde, som fx industrien også har en forpligtelse til at sørge for praktikpladser for teknikere og håndværkere, så har ingeniørernes arbejdsgivere også en forpligtelse for at sørge for, at fødekæden holdes i gang. At vi får de unge og kreative kræfter ind og investerer i dem vel vidende, at det kræver noget tid, før vi kan høste det fulde udbytte af deres kompetencer og faglighed, siger han.
- Vi ser heldigvis, at cirka 90 procent af vores nyuddannede medlemmer har landet et job et år efter, at de har fået eksamensbeviset i hånden. Men der er fortsat en betydelig gruppe tilbage, som vi skal blive bedre til at lukke indenfor. Sagen er, at selv om vi udklækker flere og flere ingeniører år for år, så vil vi stadig ikke kunne følge med efterspørgslen. Vi har ganske enkelt ikke råd til at lade en stor gruppe vidensarbejdere stå tilbage på perronen med fare for, at de bliver så desillusionerede, at de måske helt forlader faget eller landet, siger Morten Thiessen.
Ingeniørforeningens seneste dimittendundersøgelse viser, at 61 procent af de nyuddannede ingeniører og cand.scienter får deres første job via de såkaldte lukkede rekrutteringskanaler, dvs. netværk, headhunting eller som et som et tilbud om job på den virksomhed, de var på som studerende. 33 procent lander deres første job via en jobannonce på nettet.