Succesfuld mønsterbryder modtager Betonprisen 2015
Erhverv | Af Maria Hesselvig Lange |
Kristian Hertz' indsats inden for udvikling af lette betonelementer sikrer ham prisen.
Den 64-årige polytekniker og professor på DTU-Byg, Kristian Hertz, er netop udpeget til at være modtager af Betonprisen 2015. Prisen uddeles af Dansk Betonforening, og foreningen fremhæver, at Kristian Hertz' indsats inden for forskning og udvikling af helt nye super-lette betonelementer gør ham til det rette valg.
De superlette betonelementer bryder med den måde, man i mange årtier har arbejdet med betonelementer, og bliver i dag solgt gennem virksomheden Abeo A/S, som Kristian Hertz er medstifter af sammen med DTU.
- Kristian Hertz har gennem de senere år udmærket sig som mønsterbryder og iværksætter i en ellers ofte noget konservativ branche. Han har hermed demonstreret, at man kan kombinere forskningsbaserede og innovative tekniske ideer med stringente forretnings- og kommercialiseringsplaner, siger formanden for bedømmelseskomiteen, Christian Munch-Petersen, Emcon A/S, om tildelingen af prisen til Kristian Hertz.
Patenteret teknologi
Kristian Hertz står i dag bag flere patenter, senest på den såkaldte perlekædearmering. Her spændes en række superlette elementer sammen med wirer, som giver mulighed for både at lave lettere, tyndere og også buede spænd - fx til broer.
- Det, der i virkeligheden betyder noget, er at komme med ting, der forbedrer verden, så vi får noget smukkere at kigge på, og vores arkitekter kan lave nogle udtryksfulde byggerier. Det ser jeg prisen som en stor anerkendelse af, siger Kristian Hertz.
Prisuddeling den 10. marts
Betonprisen overrækkes til Kristian Hertz på Bæredygtig Beton Konferencen, der afholdes i Tivoli Hotel & Congress Center i København den 10. marts 2015. Betonprisen er på 50.000 kroner og uddeles hvert andet år af Dansk Betonforening til en eller flere personer, der har ydet et væsentligt bidrag til udvikling af betonens muligheder. Prisen er tidligere tildelt civilingeniør, lic. techn. Finn Bach, direktør for Dansk Konstruktions- og Betoninstitut og centerchef Mette Glavind, Betoncentret ved Teknologisk Institut.
Dansk Betonforening er et fagteknisk selskab under Ingeniørforeningen, IDA, og har som formål at øge og sprede kendskabet til betons egenskaber, fremstilling og anvendelse.