Arkitekten, der er imod arkitekturen

Jean Nouvel har længe tilhørt arkitekturens verdenselite, men han værger sig mod en tydelig signatur. Det gælder lige fra Foundation Cartier i Paris til DRs koncertbygning i Ørestaden, kultur- og kongrescentret i Luzern og snart også Beijings nye kunstmuseum, hvor hvert projekt viser os noget nyt og unikt.

Jean Nouvels skarpe ansigtstræk og ivrige fagter giver mere et indtryk af en intellektuel pariser end af en af verdens førende arkitekter. Han understreger, at arkitektur er mere end blot funktion og økonomi, de to slagord som præger det meste byggeri - selv en væsentlig del af de ikoniske bygninger, som skal markedsføre byer og virksomheder.

- Arkitektur skal forføre, og jeg ser arkitekturen som et forsvar for den mystik, som risikerer at gå tabt, når alt skal kunne opleves indenfor nogle få sekunder. Det er vigtigt at finde både en tæthed og skrøbelighed, så vi fuldt ud behersker materialerne og nærmer os en slags miraklets æstetik, siger han.

Gennembrud i 1987

Institut du Monde Arabe fra 1987 er Jean Nouvels gennembrudsværk. En smal og høj bygning i glas og stål ved Seinen. Glasfacaden er opbygget med en lysfølsom mekanisme, som åbner og lukker efter lysintensiteten. Facaden giver også et subtilt maurisk mønster over de grå væg- og gulvflader.

- Materialernes mangetydighed interesserer mig. Særligt hvordan stof og lys møder hinanden. Lys symboliserer liv, og jeg vil se, hvordan lyset forandres dagen igennem, hvordan man arbejde med forskellige typer af transparens og gennemsigtighed. For ikke et tale om nattens lys og mørke, siger han.

Jean læner sig tungt tilbage. Stolen knirker usikkert. Med sin stumpe næse, høje pande og de drømmende og på samme tid intenst overvejende øjne minder han om en fransk film noir skuespiller og en filosof.

Hans karriere startede meget sigende også hos filosoffen Paul Virilio og arkitekten Claude Parent, kendt for deres samarbejde med Jean Tinguely og Yves Klein.

Byens nyfortolkning

Nouvel er nu som knap halvfjerdsårig stadig kritisk overfor dem, som ønsker at kopiere fortiden, og dem, som ønsker at nedrive og bygge helt nyt, ligesom Haussmann eller Le Corbusier.

I stedet ønsker han at læse og nyfortolke byen igen og igen. Ligesom Agbar Tower i Barcelona med sine bløde runde nærmeste flimrende former sætter spørgsmålstegn ved skyskrabernes traditionelle box-lignende kantede typologier. Eller Branly Museum ved siden af Eiffeltårnet, som er indrettet i flotte farver med detaljer i læder. Eller det næsten afsluttede Louvre i Abu Dhabi, hvor lys og skygge skaber rum.

- Først og fremmest er du nødt til at turde leve for at være i stand til at skabe arkitektur. Jeg er en kulturkleptoman, og for at kunne bygge byen må man gøre sig til byens elsker - for at forstå dens underliggende karakter og kunne trække den skjulte skønhed frem. Det er vigtigt at være i stand til at imødekomme den verden, vi lever i, dens mennesker, at vove at stille spørgsmål og lade sig fascinere, siger arkitekten.

Imod dogmer

- Arkitekturen er livsnødvendig, den berør vores tids største spørgsmål, den er både et opholdssted og en substitution af vores verden, noget som vi lever i, som er en del af vores civilisation. Og jeg er for alt, der er imod arkitekturen! Arkitekturens selvrefererende regler og dogmer er uinteressante. Arkitekturen skal lade sig besmitte, gennemtrænges af den verden, som omgiver den, og leve med sin samtid, slår han fast.

Fondation Cartier

Hos Nouvel findes et ønske om en arkitektur, der ikke umiddelbart kan opleves med det samme, men som overrasker igen og igen. En arkitektur, der sætter fokus på oplevelsen og fungerer som bindeled mellem forskellige verdener. Bygningens konstruktion er kun, hvad den er: En klima-regulerende skal. Arkitekturens opgave er i stedet en iscenesættelse.

Fondation Cartier på Boulevard Raspail på Montparnassekirkegården i Paris er det perfekte eksempel med sin otte etagers glasvæg, som afspejler rækker af smalle rækkehuse, havens træer og alle himlens skyer. I stedet for en fast og statisk kassebygning fungerer den som et kalejdoskop, hvor den besøgendes bevægelse hele tiden skaber nye projektioner og refleksioner: Undertiden helt lukket, nogle gange helt åben. Det kaldes for scenografisk cinematik.

Nouvel overfører filmkunsten til arkitekturen lag på lag med rene intellektuelle oplevelser. Klip på klip og uventede redigeringer. Sekvenser af rum. En magi i forhold til det trivielt målbare.

- Arkitektens arbejde ligner på mange måder instruktørens. Vi skaber billeder og inspireres af verden omkring os, siger han.

Fodtøj til Ruco Line

I slutningen af november blev Jean Nouvel seneste projekt indviet i det centrale Rom. Selvom skokæden Ruco Lines hovedbutik butik på Via del Babuino nær den Spanske Trappe er lille, så lover den mere.

I loftet hænger sneakers som kreationer, der snart vil blive sat i produktion, alle under Nouvels tilsyn. Den første variant i læder er allerede til salg. Normalt må arkitekter og designere nøjes med at tage sig af de arkitektoniske rammer, men her er Jean Nouvel også involveret i udformningen af produkterne.

Så langt er han endnu ikke kommet i Maranello, hvor Ferrari producerer sine biler. Her er Nouvel en af de arkitekter, som er med i konkurrencen om at give det hæderkronede luksusmærke ikke kun arkitektonisk kant, men også et bedre arbejdsmiljø.