Byggeprojekter mangler realitetstjek

Byggeprojekter ender alt for ofte som "laveste fællesnævner projekter", der ikke lever op til lovkrav eller bygherrekrav og samtidig med overskredne budgetter og tidsplaner. Det koster store beløb, energibesparelserne udebliver og brugerne oplever dårligt indemiljø. Branchens aktører har for længe kunne ignorere helhedstænkning og klare ansvarsfordelinger, fordi bygherrerne ikke har standset sub-optimeringen i byggeforløbet.

Udfordringerne starter med utilstrækkelige byggeprogrammer med for ringe detaljeringsgrad i forhold til bygherrernes ønsker og krav. De har mere karakter af hensigtserklæringer end kravspecifikationer. Det er et problem, da det er byggeprogrammerne, som totalentreprenørerne byder ud fra og typisk ender med at være kontraktgrundlag. Hvis ikke bygherren er helt nede i detaljerne og stiller entydige krav, er risikoen, at projektet tidsmæssigt og økonomisk løber af sporet.

Ansvar kan ikke placeres

Konsekvensen er, at det bliver vanskeligt at få placeret ansvaret for fejl og mangler samt økonomiske og tidsmæssige overskridelser. Bygherren kan ikke effektivt nok udnytte incitamentsmodeller over for kontraktparterne. Problemet med ansvarsplacering og incitamentsstruktur gælder også i bygherres egen organisation. Ingen har "nok i klemme", hvis tingene går galt. Ingen får nok ud af det, hvis alt klapper i sidste ende.

Derfor bør bygherrerne også i langt højere grad udnytte løbende tilsyn og kontrol som styringsværktøj. Tit er bygherren stort set ikke involveret i processen mellem tilbudsaccept og aflevering. Selv ved aflevering og efter ibrugtagning ses det, at det leverede ikke kontrolleres i detaljer. Nedprioriteringen er dels en (forfejlet) prioritering men også et resultat af, at bygherrens medarbejdere og rådgiverne ikke har de nødvendige kvalifikationer til at gennemføre kontroller ned på installations- og komponentniveau. Det er typisk her, at bygherre vil kunne finde de fejl og mangler, der koster.

Vægt værd i guld

Bygherrerne kan vinde meget ved at fokusere på at udvikle bedre projektledere. For ofte har de ikke den fulde palet af kompetencer til at drive et komplekst byggeri. Nok er de dygtige ingeniører eller økonomer, men de skal også evne at styre og planlægge totaløkonomisk ud fra en høj grad af detaljeorientering og navigere mellem ofte modsatrettede tekniske, økonomiske, juridiske og driftsmæssige interesser.

Hvis bygherrerne ikke fortsat skal ende som sorteper med byggerier, der ikke lever op til hverken tekniske eller funktionelle krav, økonomiske rammer eller tidsplaner, er det nødvendigt, at de én gang for alle tager dirigentstokken. De skal vide præcis, hvad de vil have, kontrollere det de får, og styre efter et totaløkonomisk perspektiv.