Ny stor kartelbøde på vej
Erhverv | Af Torben Jastram |
Bagmandspolitiet forventer, at endnu en kartelbøde i millionstørrelsen havner hos en større operatør i byggebranchen inden for et par uger.
En stribe virksomheder i byggekartelsagen har foreløbig i offentligheden erkendt deres deltagelse i bygekartelsagen, hvor i alt 33 virksomheder har været sigtet.
Senest var det for få dage siden Elindco Byggefirma, der accepterede en rekordstor kartelbøde på 10 millioner kroner. Men nu siger Bagmandspolitiet, at endnu en bøde i den størrelsesorden kan være på vej. Det skriver Børsen.
Bagmandspolitiet (der officielt hedder Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International kriminalitet) vil dog endnu ikke oplyse detaljer.
- Det er også en alvorlig sag. Den er ikke lige så alvorlg som Elindco, men er også meget alvorlig. Den forventer jeg, vi kan afslutte inden for et par uger. Som det ser ud nu, ender vi med 28 firmaer i alt, siger Morten Niels Jakobsen, der er leder af Bagmandspolitiet, til avisen.
27 virksomheder har indtil i dag modtaget bøder i byggekartelsagen, og Elindcos bøde på 10 millioner er langt den største.