Nu igangsættes byggeri af 4.700 kvm i Silkeborg
Byggeri | Af Maria Hesselvig Lange |
Byggeriet af almene boliger og erhvervslokaler på Borgergade i Silkeborg skydes i gang i dag.
I dag tages det første spadestik til det nye almene boligbyggeri og erhvervslokaler på Borgergade i Silkeborg. Repræsentanter fra bygherrerne, AAB Silkeborg og Silkeborg Boligselskab, samt totalentreprenøren NRE Denmark A/S vil forestå den officielle del af arrangementet.
Byggeriet af de i alt 4.700 kvadratmeter går i gang allerede hen over vinteren. Byggeriet omfatter 24 lejligheder, 16 rækkehuse og cirka 750 kvadratmeter kontor- og butikslokaler. Det ligger centralt i Silkeborg, tæt på butiks- og erhvervsområdet Center Nord.
- Denne form for byggeri, hvor flere forskellige parter går sammen om en fælles løsning, er efter vores mening et godt bud på, hvordan man kan skabe et afvekslende og spændende byggeri inden for rimelige økonomiske rammer, siger direktør Jacob Olesen fra NRE Denmark A/S.
Det nye bygningskompleks vil stå klar til indflytning til efteråret 2015.
Årstiderne Arkitekter A/S er skitserende arkitekter, Laban Arkitekter A/S er projekterende arkitekter, og Søren Jensen Rådgivende Ingeniørfirma A/S er ingeniør.