Troldtekt vinder strategi-pris
Byggeri | Af Torben Jastram |
En konkret køreplan sikrede Troldtekt årets CSR Strategy Prize foran blandt andet Velux og A.P. Møller-Mærsk.
Da CSR Fonden forleden uddelte årets CSR Awards til en række danske virksomheder i Holstebro Musikteater, kunne Troldtekt træde øverst på podiet i kategorien for den bedste CSR-strategi.
Virksomheden, der producerer akustikløsninger til lofter og vægge, vandt prisen for sin forretningsstrategi, der er tilrettelagt med designkonceptet Cradle to Cradle som det centrale element.
Bæredygtig køreplan
Konceptet udstikker blandt andet en køreplan for, hvordan Troldtekt skal gennemføre en række værdiskabende tiltag på fem overordnede områder for at skabe miljømæssige gevinster frem mod 2022.
Initiativerne handler blandt andet om vedvarende energi, spildevand og genbrug af restprodukter. Hos Troldtekt A/S vækker prisen begejstring:
- Vi er naturligvis stolte over at modtage prisen - især når man ser på, hvem vi var oppe imod. Bæredygtighed og ansvarlighed har ligget i vores dna, siden vi producerede den første akustikplade i 1935, for vores produkt består af naturmaterialer, træ og cement. I dag er CSR-arbejdet den væsentligste byggesten på tværs af områderne i vores forretningsstrategi og en kerne i den måde, vi driver vores forretning på, forklarer Peer Leth, administrerende direktør i Troldtekt A/S.
Dommernes vurdering
I sin begrundelse fremhævede juryen bag CSR Strategy Prize, at Troldtekt demonstrerer "en solid og strategisk tilgang til CSR". Og at Troldtekt med fokus på Cradle to Cradle løbende arbejder med produkt- og procesoptimering samt social ansvarlighed. Det blev ligeledes fremhævet, at CSR-arbejdet er forankret i alle led af forretningen - herunder også i topledelsen og i forretningsstrategien.
Derudover lagde juryen vægt på, at det strategiske CSR-arbejde er vekslet til øget salg, forbedret finansielle resultater og øget brandværdi. Og at det har åbnet døre til nye markeder, hvor bæredygtige produkter og dokumentation herfor har stort fokus.
- Prisen passer godt ind i vores fortælling om, at selv om alle vores bæredygtige investeringer ikke giver en tilsvarende merindtægt på kort sigt, vil det i længden lønne sig at være forrest på bæredygtighed i byggebranchen. Den position er vi stolte over at kunne indtage med denne pris, siger Peer Leth, administrerende direktør i Troldtekt A/S.