Arkitektur løser ikke problemer - men stiller spørgsmål

Daniel Libeskind har med sin dekonstruerede arkitektur protesteret mod den modernistiske arkitekturs historieløshed. I dag efterlyser han en arkitektur, som tør være både unik og kulturel.

Daniel Libeskind gjorde karriere med det jødiske museum i Berlin. I dag er han en af de stjernearkitekter, som drysser formekvilibristiske mesterværker rundt omkring i verden.

Men hvordan er det lige med al det stjernestøv, har det plads i almindelige menneskers hverdag? Bør arkitektur ikke være forankret i stedet, i historien, i traditionerne i stedet for at give den som globaliseret markedsføring af byer og lande - skabt af en lille håndfuld eksklusive arkitekter?

- For mig er fænomenet med stjernearkitekter et svar på en alt for global og forfladiget arkitektur. Når bygninger verden over minder om hinanden, efterspørges det unikke, som gør et sted til noget ganske særligt. Folk kommer til mig, netop fordi de er trætte af den konforme ensartethed. De vil have noget, der er anderledes, og som tager hensyn til deres unikke sted og deres traditioner.

- Alle har ret til et offentligt rum, som har værdighed, som er smukt og oprigtigt. Jeg ser det ikke som en negativ udvikling. Det er mere modernismens universelle ideal, der nu bliver til virkelighed på en helt anden måde, end det var tænkt.

Vandt det jødiske museum

Daniel Libeskind vandt konkurrencen i Berlin i 1989, måske fordi man ville se denne akademiske papir-arkitekt fejle og igen overlade ham til sin læsning af Jacques Derrida.

Men Daniel Libeskind og det jødiske museum stod fast i stormen. Med sine skrå vægge, høje og smalle rum, bratte trapper og ikke mindst med sine 1.005 vinduer i hver sin størrelse bliver museet et enestående eksempel på den arkitekturrevolution, som Vitruvius i sin tid forviste til historien.

Museets sprøde facade i zinkplader er tatoveret med skæve vinduer, næsten som en adressebog med alle dem, der blev myrdet under nazismen. Rummene, som gennemskæres af smalle gangbroer, fortæller historien om Berlins fortabte sjæl.

- Arkitektur handler i første omgang ikke om at løse problemer, det handler om at stille spørgsmål. Og alle er vi interesserede i livets store spørgsmål. Hvis arkitekturen ikke berører det eksistentielle, er den ikke sit navn værdig. For mig handler arkitektur i bund og grund om etik. Alt for mange arkitekter savner en tro. De følger i stedet slavisk normer og regler uden at tage ansvar. De indser ikke, at det de bygger, påvirker menneskers liv.

Skyskraberen der faldt

Blandt hans mere kendte værker findes Imperial War Museum i Cambridge og kunstmuseet i Denver. Daniel Libeskind flyttede fra Berlin til New York, da han vandt konkurrencen om det nye World Trade Center.

Men hans skyskrabere blev aldrig til virkelighed. Her, ved sit vindue i Rector Street i Downtown Manhattan, hævder han, at hans ideer har været afgørende for byplanen og mindesmærket, som han udformede sammen med Michael Arad.

- Jeg tror, at arkitekturens største udfordring i dag er erindring. At mindes noget fundamentalt menneskeligt, at huske en struktur. For mig er bygninger som bøger, men de er skrevet med rumdesign.

Mellem

Det jødiske museum i Berlin udvides med et lille akademi med bibliotek, arkiv og mødested. De tre store bygninger i træ bygges sammen efter samme dekonstruerede metode, som er brugt i resten af museet.

- Vi har bygget hen over gaden og på det, der en gang var kendt som Blumengrossmarkt, Berlins blomstertorv. De æskelignende bygninger har alle uens geometriske former og relaterer til Garten des Exils (Exilhaven) og til Glashof (Glasgården). Den overdækkede gårdhave, som vi tilføjede for seks år siden. Men det handler ikke kun om form, men om det kulturelle og sociale udtryk. Det jødiske akademi binder Berlins historie sammen med den jødiske.

Daniel Libeskind er lige så entusiastisk som altid, og han er glad for, at hans store værk har brug for at blive udvidet.

Lygterne over for Akademiets træbeklædte indgangsparti er inspireret af de to hebræiske bogstaver Alef og Bet. De er også en påmindelse om, at lærdom og kundskab er en væsentlig del af den jødiske kultur. Inde i entreen befinder sig to store æskelignende rum, som indeholder hhv. bibliotek og auditorium.

Igen stræber væggene i hver sin retning for at skabe aktivitet og dialog mellem rummene.

Andet end form og funktion

- Både Akademiet og museet giver berlinerne en chance for at lære deres by at kende gennem forfædrenes liv, gennem Holocaust, som ikke bare endte mange millioner jøders liv, men som også ødelagde den tyske kultur. Og bygningernes former er alt andet end Form Follows Function, bygningerne stiller en række spørgsmål.

Det handler om en historie, der vender hjem, ligesom bøgerne sendes hjem igen. Men du kan også se det som noget midlertidigt, noget, der er på vej. Træ er også et levende materiale, der fungerer fint. Noahs ark er naturligvis også en reference.