Arbejdstilsyn kræver sundhedsskadelige løft i stilladsbranchen
Politik | Af Dan Bjerring |
Producenter og leverandører har endnu ikke stilladsmateriel, som kan leve op til krav om "fuld fysisk sikring" ved opsætning af stilladser.
At arbejdsgivere og fagbevægelse sammen beder om foretræde i Folketingets Beskæftigelsesudvalg hører til sjældenhederne.
Men det sker den 5. november, når formanden for Stilladssektionen i Dansk Byggeri, Kurt Bo Jensen, og formanden for "Stilladsarbejdernes Brancheklub af 1920", John Jakobsen møder frem for at forklare, hvorfor nye krav fra Arbejdstilsynet til stilladsbranchen reelt ikke kan overholdes.
Fra 1. juni 2014 har Arbejdstilsynet krævet fuld fysisk sikring mod nedstyrtning ved opstilling, ændring og nedtagning af stilladser, men branchen har store problemer med at leve op til kravene, da der ikke på nuværende tidspunkt eksisterer brugbart stillads materiel til udførelsen af en såkaldt "fuld fysisk sikring".
Ikke udviklet
Branchen peger blandt andet på, at producenter og leverandører ikke har udviklet stilladsmateriel, som kan løse problemet.
De noterer, at resten af Europa endnu ikke har indført de nye skærpede regler, og derfor ikke har udviklet det fornødne stilladsmateriel, som efterspørges i Danmark.
På den baggrund foreslår hele Stilladsbranchen, stilladsarbejderne og deres arbejdsgivere i enighed, at reglerne for stilladsmontage skal harmoniseres med Danmarks nabolande. Dermed kan man fortsætte med at montere stilladser efter de regler, der var gældende inden 1. juni i år, indtil producenterne er klar med løsninger.
- Allerede i 2011 foretog Stilladssektionen en stor europæisk undersøgelse, hvor vi ønskede at finde løsningsmuligheder. Men der fandtes ingen løsninger i Europa, forklarer branchen over for Beskæftigelsesudvalget.
Videofilm
De eksisterende handleplaner har ifølge stilladsarbejderne allerede minimeret nedslidningen med op til 30 procent for den enkelte medarbejder. I mange år har stilladsbranchen benyttet det såkaldte "ramme/hegn princip" ved opførelse af stillads, og der er ikke registreret en eneste faldulykke under udførelsen af denne proces.
Stilladsbranchen har udarbejdet en video, der tydeligt illustrerer problemerne, og at det både vil øge nedslidningen og være direkte sundhedsskadeligt, hvis Arbejdstilsynet står fast på de nye krav, der medfører tunge og usymmetriske løft.