Sverige viser flaget til bæredygtig konference

På verdenskonferencen for bæredygtigt byggeri 2014 i Barcelona fra 28. til 30. oktober vil der blive præsenteret ti svenske projekter som eksempler på Sveriges mest avancerede udbud inden for bæredygtigt byggeri.
Den nyligt færdiggjorte Herrestaskolan i Järfälla, nord for Stockholm, blev bygget af krydslamineret træ. Landskabet og byggeformen udgør en helhed, der fungerer som en afgørende og dynamisk del af det nye kvarter. Illustration: Liljewall Arkitekter Formas
Den nyligt færdiggjorte Herrestaskolan i Järfälla, nord for Stockholm, blev bygget af krydslamineret træ. Landskabet og byggeformen udgør en helhed, der fungerer som en afgørende og dynamisk del af det nye kvarter. Illustration: Liljewall Arkitekter Formas

Her i Danmark har vi Building Green at se frem til, som finder sted onsdag og torsdag i denne uge. Næsten samtidigt, det vil sige tirsdag og onsdag, afholdes der verdenskonference for bæredygtigt byggeri i Barcelona, og det er selvsagt et arrangement, der tiltrækker sig en del opmærksomhed – blandt andet hos vores svenske naboer. De benytter dagene til at præsentere Sveriges bedste, bæredygtige byggerier.

Det svenske forskningsråd Formas, Sweden Green Building Council og den svenske styrelse for bolig, byggeri og anlæg (Sveriges Boverket) har haft en jury bestående af brancheforskere og -eksperter til at udvælge vinderne blandt de 50 nominerede.

Fem nybyggerier, to ombygninger og tre byprojekter fra forskellige dele af landet bliver præsenteret på konferencen, hvor der sættes fokus på det, de kalder Sveriges rolle som verdensførende inden for bæredygtigt byggeri.

Investeringer i forskning

Vinderprojekterne bygger alle på et stærkt princip om bæredygtighed og viljen til at anvende ny teknologi til at skabe grønne miljøer og innovative løsninger, som sætter fokus på miljø og mennesker.

Vinderne i kategorien for nybyggeri er Greenhouse Augustenborg i Malmø, daginstitutionen Backsippan i Ronneby, kontorbygningen Väla Gårds i Helsingborg, Herrestaskolan i Järfälla og Masthusen Kvarter 11 i Malmø. Vinderne i kategorien for ombygning er Rådhus Skåne i Kristianstad og Swecohuset i Stockholm. Vinderne i kategorien for byprojekter er Albano i Stockholm, Lagersberg i Eskilstuna og Brunnshög i Lund.

– Vi vil gerne demonstrere Sveriges ekspertise inden for bæredygtigt byggeri for resten af verden. En stor del af ekspertisen skyldes svenske investeringer i forskning, og den spiller en vigtig rolle i overholdelsen af nationale og internationale miljøkrav, siger seniorforskningsmedarbejder hos Formas, Conny Rolén.

Relateret indhold