Flydende, futuristisk byprojekt i Oslofjorden
Byggeri | Af Niels Johan Juel Jensen |
Sweco har udarbejdet et forslag til byudviklingen i Oslo, som blandt andet omfatter fire flydende øer inderst i Oslofjorden.
Fire flydende øer med omkring 150.000 indbyggere, en undersøisk metro-lignende forbindelse og et elektrisk og førerløst transportsystem over byens tage.
Rådgivningsvirksomheden Swecos norske afdeling har netop kommet med sit bud på, hvordan Oslo - og Oslofjorden - skal se ud i år 2070. Og tydeligvis skorter det ikke på ambitionerne. I rapporten, som Sweco har uddarbejdet, fremlægges det, hvordan fjorden ikke bør opfattes som en barriere i forhold til byudviklingen, men snarere som en mulighed.
Sweco foreslår, at tre af øerne placeres inderst i Oslofjorden, mens den sidste lægges uden for Nesoddtangen, som er lidt længere væk fra det nuværende centrum. To af de kunstige øer vil være op til fem kilometer lange, og øerne kommer til at rumme et stort antal indbyggere. Desuden vil de ligge meget tæt på Oslo centrum - også når det kommer til transporttid.
- Vores idé er at udbygge områderne Bygdøy, Nesodden og Holmlia, og så lade Nesodden give plads til et nyt centrum. Området vil så udgøre den sydlige del af en omfattende fjordring, som igen vil trække det urbane centrum lidt længere mod syd, og ud i fjorden, siger Malin Andersson, projektleder for Oslo 2070, i en pressemeddelelse.
Transport over tagene
Urbanisering og udviddelse af bydelen Nesodden er et vigtigt led i Swecos vision om en koncentreret udvikling. Ved at placere det nye centrum på Nesodden, vil det, sammen med udviddelsen af den nye t-bane(norsk undergrundsbane), gøre flankerne rundt om Oslofjorden mere centrumsnære.
I forbindelse med Byen i Fjorden, som de flydende øer meget passende er døbt, vil bydelen Holmlia vokse frem som et vigtigt knudepunkt og få en ny og central plassering på ringlinjen mellom Nesodden centrum og Oslo centrum. Og i det hele taget skal flere store stationer bygges for at imødekomme fremtidens infrastruktur.
De fire øer kommer hver især til at have sit eget centrum, broforbindelser samt et avanceret grid-system med køretøjer - eller såkaldte pods. Pods'ene er elektriske, førerløse og går langs dedikerede ruter. De går over tagene og skal have hyppige stoppesteder ved centrale knudepunkter.
En ny undersøisk undergrundsforbindelse vil knytte Bygdøy, Nesodden, Mortensrud og Holmlia sammen med resten af Oslo. Linjene vil være 20 meter under havoverfladen, og de skal have fire spor - to til pods'ene og to til t-banen.
- Vi ønsker, at det traditionelle centrum skal blive grønnere. Pods-biler og -busser samt let-transport-broer vil lette persontransporten i centrum. Håbet er et billøst Oslo inden for Ring 3, hvor pods-busser tager over ved centrale indfartsveje, siger Malin Andersson.