Messeprogram er færdigt
Erhverv | Af Torben Jastram |
Building Green har lagt sidste hånd på årets program for seminarer, debatter og foredrag.
Sidst på måneden afholdes for fjerde gang Building Green i Forum, og arrangørerne er nu helt færdige med det endelige program for messens seminarer og konferencer, der foregår i dagene 29. og 30. oktober.
Første konference finder sted allerede på messens første dag kl. 9.15, hvor Dansk Arkitektur Center spørger: "Hvordan sætter vi tryk på bæredygtigt byggeri?"
Alle vil gerne bygge bæredygtigt, men hvad står reelt i vejen for mere bæredygtigt byggeri?
Hvordan fjerner vi barriererne ? Hvilke typer tiltag kræver det? Og hvilke muligheder ligger der i samarbejde på tværs af branchen?
Fem nøglepersoner vil diskutere, hvordan vi sætter mere tryk på bæredygtigt byggeri. Det er Signe Kongebro, partner og leder af afd. for bæredygtighed hos Henning Larsen Architects, Martin Mantorpe, Udviklingsdirektør i NCC, Kent Martinussen, adm. direktør for Dansk Arkitektur Center, Nille Juul Sørensen, director hos ARUP London, samt Moderator Ida Auken, der er medlem af Folketinget.