Når en aftale ikke længere er en aftale

Der er stemmer i forbrugerbeskyttelse. Det har politikerne vidst i mange år, og derfor bliver der lagt lag på lag i dyngen af rettigheder, man har som privat kunde.

Og det kan jo lyde meget godt. Men nu er det kommet så vidt, at politikerne burde beskytte virksomhederne mod deres love om forbrugerbeskyttelse.

Håndværkere og entreprenører er nemlig efterhånden jaget vildt - også efter, at aftalen med en kunde er indgået, og arbejdet er udført til punkt og prikke. For når en privat bygherre med rådgivere og arkitekter i baghånden har skrevet under på en kontrakt om et byggeri eller et stykke håndværksarbejde, så er aftalen alligevel ikke en aftale.

Gælder ikke

Kunden kan nemlig helt omkostningsfrit læne sig tilbage og sige: "I øvrigt er jeg privat, så alt det, jeg skrev under på med voldgift i tilfælde af uenigheder, ja det er jeg slet ikke bundet af. Og det, jeg har skrevet under på med fem års ansvarsperiode for håndværkeren, gælder ikke - jeg har 10 års ansvarsperiode."

Det er ikke et tænkt eksempel, men en virkelighed, som flere og flere håndværksmestre i disse år udsættes for - og som kan koste dem virksomheden.

Der spekuleres nemlig ganske enkelt i, at man kan løbe fra det, man skriver under på. Men det ved de færreste små og mellemstore byggevirksomheder ikke, før det er for sent.

Ikke små beløb

Og det er ikke små beløb, virksomheden på den måde kan komme i klemme med. Vi taler om millionbeløb, som meget nemt kan lægge en mindre virksomhed i graven.

Politikerne må erkende, at forbrugerbeskyttelsen er gået for vidt, og at det er entreprenøren og håndværksvirksomheden, som nu skal beskyttes. Ellers fortsætter vi med at skabe et samfund, hvor man ikke kan regne med en underskrevet kontrakt.

Hvor en skriftlig aftale ikke er en aftale, og hvor spekulation i juridiske spidsfindigheder truer den gode halvdel af danskerne, der er ansat i de små og mellemstore virksomheder, på deres job og velfærd.