København halverer byggesagsgebyrerne
Erhverv | Af Dan Bjerring |
København har lyttet til kritikken om de høje byggesagsgebyrer. Nogle gebyrer forsvinder helt, andre reduceres kraftigt.
Partierne bag budgetforliget i Københavns Kommune - Socialdemokratiet, De Radikale, SF, Enhedslisten og Dansk Folkeparti - er blevet enige om, at styrke væksten i København og skabe flere arbejdspladser.
Og en af vejene til at opnå målsætningen er gennem blandt andet lavere byggesagsgebyrer at skabe gode rammevilkår for erhvervslivet og almindelige boligejere. Parterne er derfor enige om at halvere byggesagsgebyrerne set under ét med i alt 42,4 millioner kroner
Fritagelse for - og lavere - gebyrer betyder faktisk en besparelse i Teknik- og Miljøforvaltningen på 1,5 millioner kroner, og forligspartierne er desuden enige om årligt at foretage en konkret vurdering af det forventede ressourceforbrug og dermed de forventede udgifter til byggesagsbehandlingen.
Nogen fritages helt
Lettelserne fordeles på:
6 millioner kroner til gebyrfritagelse for "lette sager".
9 millioner kroner til delvis gebyrfritagelse på "svære sager".
10 millioner kroner til gebyrfritagelse for "byggetilsyn".
5,5 millioner kroner til gebyrfritagelse for "ungdomsboliger".
13,4 millioner kroner til gebyrnedsættelse for "boliger".