Skatteministeriet: Håndværkerfradraget virker ikke
Politik | Af Niels Johan Juel Jensen |
Ifølge nye tal fra Skatteministeriet benytter langt færre danskere sig af håndværkerfradraget end forventet, og det er samtidigt de bedst stillede rent økonomisk, som bruger ordningen.
Da regeringen tidligere på ugen fremlagde sit finanslovsforslag, var det - mere eller mindre som forventet - uden en forlængelse af Boligjobordningen - også kendt som håndværkerfradraget. Det har naturligvis været skuffende for byggebranchens aktører, og det har ikke skortet på kritikken over de seneste dage.
Nu tager skatteminister Morten Østergaard (R) imidlertid til genmæle over for DR Nyheder. Her refereres til nye tal fra skatteministeriet, som viser, at færre benytter sig af ordningen end ventet. Således har håndværkerfradraget genereret 1,6 milliarder kroner mindre, end det blev skønnet i 2013 - hvilket er 65 procent mindre end ventet.
Skatteministeren mener samtidigt, at der også er andre gode grunde til at skrotte ordningen.
- Vi kan se, at det er de mest velhavende danskere, der bruger ordningen, siger Morten Østergaard til dr.dk.
Ifølge Skatteministeriet viser det sig nemlig, at 39 procent af personer med indkomster over 700.000 kroner bruger ordningen. Hvorimod tallet er 5,4 procent for personer med under 200.000 kroner i årsindtægt.
Men umiddelbart glemmer Skatteministeriet at fortælle om, hvad ordningen betyder for de virksomheder, der får opgaver som følge af fradraget. De Konservative og Venstre har derfor ikke tænkt sig at feje ordningen af bordet på baggrund af ministeriets nye tal.
- Nej, slet, slet ikke. Vi ved jo godt, at regeringen er imod det her. De vil jo komme med alle mulige mærkelige synspunkter til, at det her ikke virker. Det er en forventet reaktion, siger den konservative finansordfører Mike Legarth til dr.dk. Han fremhæver blandt andet, at ordningen især kommer de små virksomheder til gode, som ellers har svært ved at skaffe arbejde.