Arkitekter søges til skolekampagne
Arkitektur | Af Maria Hesselvig Lange |
Realdania, Lokale og Anlægsfonden samt Danmarks Idrætsforbund invitererarkitekter og sammensatte rådgiverteams til at byde ind på opgaven om at skabe en skole i bevægelse.
Med reformen af folkeskoleloven kan elever og lærere se frem til en længere, mere sammenhængende skoledag med øget fysisk aktivitet. Samtidig skal skolen åbnes endnu mere op mod lokalsamfundet gennem samarbejde med idrætsforeninger og andre lokale aktører. Men mange skoler har ikke faciliteterne til det og mangler inspiration til, hvordan netop deres skole kan opdateres.
Derfor har et partnerskab mellem Realdania, Lokale og Anlægsfonden samt Danmarks Idrætsforbund iværksat kampagnen Skole+. Parterne har afsat i alt 26 millioner kroner til at støtte projekter, som viser nye veje til, hvordan skolernes indendørsfaciliteter kan indrettes, så de i højere grad inviterer til leg, bevægelse og idræt - både i og uden for skoletid.
Totalrådgivningsopgave i udbud
I marts blev kommuner og folkeskoler - i samarbejde med lokale idrætsforeninger og andre aktører - inviteret til at byde ind med en konkret skole og forslag til fremtidig brug. De udvalgte skoler vil blive offentliggjort til oktober.
Nu følger en invitation til rådgivere i form af arkitekter og sammensatte teams om at bistå de valgte eksempelprojekter i udvikling og realisering af deres visioner. Der er tale om tre-fem separate projekter uden økonomisk eller brugsmæssige sammenhæng. På grund af ønsket om diversitet og opgavernes forskellige karakter forventes det, at tilbudsgiver maksimalt kan tildeles én rådgivningskontrakt. Der er for hvert eksempelprojekt tale om en totalrådgivningsopgave.
Centralt for opgaven er overvejelser om, hvordan fysiske tiltag kan indrette og gentænke skolernes indendørsfaciliteter, så de indbyder til fysisk aktivitet og understøtter skolens rolle som lokalt samlingssted for mange forskellige målgrupper.
Ansøgningsfristen er den 23. september kl. 12. De valgte teams offentliggøres i løbet af efteråret.
Find nærmere information om ansøgning på www.skole-plus.dk.