Respekterer danske overenskomstregler
Erhverv | Af Niels Johan Juel Jensen |
Dansk El-Forbund har indgået en aftale med kinesiskejede Huawei, der sikrer, at stort mobilprojekt udføres efter de danske overenskomstvilkår.
Når der for tiden er så mange negative historier om eksempelvis løndumping klistret til udenlandske virksomheders ageren i Danmark, må det næsten også være på sin plads at fremhæve en af de positive historier.
Således er TDC's landsdækkende 4G mobilnet for tiden under et udskiftnings- og vedligeholdelsesarbejde. Opgaven udføres af det kinesiskejede Huawei Technologies Denmark ApS. Gennem en aftale med selskabet har Dansk El-Forbund(DEF) i samarbejde med Dansk Metal nu sikret, at det udføres efter danske overenskomstvilkår. Det skriver fagbladet Elektrikeren.
Et godt eksempel for andre
Det indgår i aftalen, at Huawei vil bidrage til at sikre en god dialog med virksomhedens underleverandører og i videst muligt omfang støtte op om etableringen af en overenskomst. Ifølge selskabet er det allerede nu en del af aftalegrundlaget med underleverandørerne, at disse skal tilbyde løn- og arbejdsforhold svarende til, hvad tilsvarende danske medarbejdere har - og Huawei har endvidere forpligtet sig til at dokumentere forholdene.
Det er noget, der falder i god jord hos forbundssekretæren i DEF, Ole Tue Hansen.
- Der er tale om et meget stort selskab, og vi kan kun være tilfredse med, at man på denne måde viser respekt for spillereglerne på det danske arbejdsmarked. Vi kan også håbe, at holdningen i det kinesiskejede selskab vil være et eksempel for andre internationale operatører ved de store anlægsarbejder, siger han til Elektrikeren.