Millioninvestering i tilkørselsforhold på Aarhus Havn
Erhverv | Af Maria Hesselvig Lange |
Landspolitiske trafikaftaler tilgodeser Aarhus Havn med investeringer, der vil forbedre adgangsvejene til havnen.
Politikerne har både afsat midler til at forbedre Genvejen, som er en vigtig forbindelse til motorvejsnettet i det sydlige Aarhus, og til at forbedre transportvejene for vindmølletransporter til flere havne - bl.a. Aarhus havn.
Projektet, der skal forbedre tilkørselsforholdene til Genvejen med flere spor, bliver finansieret af en pulje, der er betinget af kommunal medfinansiering. Det betyder, at Aarhus Kommune har sagt ja til at betale halvdelen af de cirka 46 millioner kroner, som projektet koster, mens Staten bidrager med resten. Forbedringerne af transportkorridorerne for vindmølletransporter er til gengæld en ren statslig investering, der udgør en samlet pulje på 45,6 millioner kroner.
Bedre tilkørselsforhold
Havnedirektør Jakob Flyvbjerg Christensen glæder sig over, at tilkørselsforholdene til Aarhus havn således bliver forbedret på flere fronter, ligesom han har noteret sig, at man både landspolitisk og kommunalpolitisk kan se behovet.
- Politik og penge handler altid om prioriteringer. Derfor er det godt, at politikerne kan se et behov for at udvikle infrastrukturen her i området. Det sender et signal om, at de tror på de samme vækstmuligheder for Aarhus og Aarhus havn, som vi gør, siger Jakob Flyvbjerg Christensen.
Han peger på, at et af Aarhus Havns nuværende vækstområder er korn og foderstoffer, der blandt andet har slutdestination nord for Aarhus. Og hvor den type transporter tidligere benyttede Randersvej for at komme nord på, køres der i dag af Genvejen til den nordgående motorvej.