7.000 regnskaber viser fremgang i byggeriet
Erhverv | Af Andrey Kazankov |
En ny analyse af flere end 7.000 aktuelle regnskaber fra landets byggevirksomheder viser, at byggesektoren kom stærkt ud af 2013.
En ny analyse af de første 7.313 regnskaber fra de danske byggevirksomheder vidner om en betydelig økonomisk fremgang i sektoren. Indtjeningen i byggevirksomhederne er det seneste regnskabsår steget med 48 procent, og egenkapitalen er oppe med mere end 8 procent.
Bag analysen står Spar Nord, som på baggrund af data fra erhvervsdatabasen Proff.dk har analyseret udviklingen i de 7.313 regnskaber, som landets byggevirksomheder indtil videre har afleveret til Erhvervsstyrelsen i år, og som alle rummer fem års historik fra virksomhedens drift. Det oplyser Eniro Danmark, der udgiver Proff.dk.
- Regnskaberne vidner om, at de politiske initiativer og det store genopbygningsarbejde efter stormene sidste år har slået massivt igennem i den ellers trængte byggesektor, siger cheføkonom Jens Nyholm fra Spar Nord på baggrund af analysen.
Han hæfter sig blandt andet ved, at boligjobordningen, attraktive afskrivningsregler på investeringer og fremrykningen af offentlige investeringer ser ud til at have stimuleret efterspørgslen bredt i sektoren.
- Det betyder, at fremgangen i modsætning til sidste år er bredt funderet og nu gør sig gældende for såvel de store og mellemstore som de små byggevirksomheder, forklarer Jens Nyholm.
Dansk Byggeri: Hård oprydning
I Dansk Byggeri genkender cheføkonom Bo Sandberg den positive udvikling, som han blandt andet forklarer med et hårdt udskilningsforløb.
- Lav efterspørgsel og vanskeligere adgang til finansiering har betydet, at mange har måttet lukke og slukke, mens de tilbageværende virksomheder i dag har langt mere fokus på bundlinje og soliditet frem for toplinje, siger Bo Sandberg og fortsætter:
- Pihl & Søn-konkursen i sommeren 2013 sendte chokbølger igennem sektoren, og det har uden tvivl fået mange virksomheder til at sætte ekstra fokus på lønsomhed.
Mens Pihl & Søn sidste år gik konkurs og dermed ikke er med i analysen, så har MT Højgaard præsteret den hidtil største indtjeningsfremgang på næsten 600 millioner kroner i seneste regnskabsår.
Udfordringer forude
Den store fremgang i det seneste regnskabsår til trods forventer både Spar Nord og Dansk Byggeri, at tempoet i fremgangen vil aftage i de kommende år.
- Meget tyder på, at en del af fremgangen i 2013 er af midlertidig karakter, fordi den hænger sammen med tidsbegrænsede politiske initiativer eller naturfænomener, som ikke nødvendigvis gentager sig hvert år, sigerJens Nyholm fra Spar Nord.
Han peger ligesom Bo Sandberg på fortsat overkapacitet på markedet for erhvervsejendomme og på boligbyggeriet, der ligger på et historisk lavt niveau.