Minister bekymret for flaskehalse i byggeriet

Massive investeringer i offentlige projekter får Rasmus Helveg Petersen til at følge branchen tæt, for at holde øje med truende mangel på arbejdskraft.
Mange store byggeinvesteringer de kommende år får Rasmus Helveg Petersen til at være bekymret for flaskehalse i branchen. Foto: Peter Sørensen/By & Havn.
Mange store byggeinvesteringer de kommende år får Rasmus Helveg Petersen til at være bekymret for flaskehalse i branchen. Foto: Peter Sørensen/By & Havn.

Store investeringer i byggeriet har skabt bedre tider i branchen, og nu skal man passe på, at der ikke opstår mangel på arbejdskraft, som i sidste ende kan betyde en udsættelse af nogle af de planlagte offentlige byggerier. Det skriver Børsen.

Få store aktører

Klima-, energi- og bygningsminister Rasmus Helveg Petersen vil danne sig et bedre overblik over mulige kapacitetsproblemer, inden han bestemmer sig for noget.

– Vi er bange for, at der opstår flaskehalse i byggesektoren på basis af alle de offentlige byggeinvesteringer, der er i gang, siger han til avisen.

Ifølge CRM-Byggefakta, Danmarks største leverandør af informationer om byggeprojekter, er der planlagt byggerier for op mod 200 milliarder kroner i år og de følgende to år.

– Jeg tror, der kommer pres på de store projekter, for der er ikke mange aktører tilbage, der kan byde ind på dem. Den situation er ikke positiv for priserne, siger adm. direktør Jens Slott Johansen, CRM-Byggefakta.

Under gennemsnittet

Om beskæftigelsen i branchen reelt er så tæt på flaskehalse, er der dog delte meninger om. Forleden kom sæsonkorrigerede tal fra Danmarks Statistik, der viser, at 148.500 personer var beskæftiget inden for branchen i andet kvartal – et fald på 500 fra første kvartal.

– Med en sæsonkorrigeret byggebeskæftigelse ligger aktiviteten i øjeblikket stabilt på et lidt højere niveau end i de foregående år, men betydeligt under de cirka 160.000 personer, der er gennemsnittet i bygge- og anlægsbranchen gennem de seneste 15 år. Og milevidt fra de næsten 190.000 beskæftigede, der var under boligboblen i 2007, siger cheføkonom i Dansk Byggeri, Bo Sandberg.

Relateret indhold