Metroen bliver forsinket
Byggeri | Af Torben Jastram |
Blandt andet et stort antal naboklager har betydet, at metroens Cityring ikke bliver færdig til planlagt åbning ultimo 2018, fastslår metroens direktør.
Trods en indlagt buffer på et år, så bliver det ikke muligt at følge planen for åbningen af metroens Cityring til december 2018. Det fastslår selskabets direktør Henrik Plougmann Olsen over for Jyllands-Posten.
Mindst to måneder
- Alle de divergerende myndighedsafgørelser - så må vi ikke det ene og så må vi det alligevel - spiser hele bufferen op, siger han til avisen.
P.t. er forsinkelsen på mindst to måneder, men direktøren advarer om, at det kan blive væsentligt mere.
- Det har været lidt, som om vi gik i gang med at spille et spil, hvor reglerne bliver ændret undervejs. Men nu har vi fået loven, siger han og henviser til, at Folketinget i begyndelsen af juni vedtog en ny lov, der giver metroen mulighed for at bygge uden for normal arbejdstid. Loven giver samtidig naboer mulighed for bedre genhusning og erstatning.