Ikast-entreprenør fortsætter vækst
Erhverv | Af Torben Jastram |
NRE Group opnåede i 2013 et overskud på 23 millioner kroner.
Totalentreprenøren NRE Group i Ikast, som primært opfører butiks- og boligejendomme i Danmark of Sverige, kom fint gennem 2013. Koncernens årsregnskab for sidste regnskabsår viser et samlet koncernoverskud på 23,5 mio. kr. før skat.
Dermed fortsætter væksten, da det er det hidtil bedste resultat for den unge virksomhed, der blev etableret i 2010.
- Vi kan konstatere, at krisen så småt er ved at aftage, og det afspejler sig i stigende aktivitet i byggebranchen. Vi mærker øget efterspørgsel, og flere tør nu sætte nye projekter i gang, siger direktør Jacob Eiskjær Olesen, NRE Denmark A/S.
Det positive resultat afspejler sig i NRE Groups egenkapitalen, som er vokset fra 32,8 mio. kr. i 2012 til 46,6 mio. kr. i 2013. Samtidig er antallet af medarbejdere i NRE Group i perioden steget fra 15 til 23.