Forslag: Lavere boligskat på huse med godt energimærke
Erhverv | Af Torben Jastram |
Incitamentet til at energirenovere kan anspores ved økonomiske gulerødder og en bedre synliggørelse.
Danske bygninger skal renoveres for milliarder, hvis danskernes huse skal leve op til målene i klima- og energiaftalerne for 2050. Men hvordan får vi renoveringsindsatsen til at understøtte regeringens energi- og byggepolitiske strategi, og er vi overhovedet på rette kurs? Det var emnet under en paneldebat, arrangeret af Konstruktørforeningen, som fandt sted forleden ved årets Folkemøde.
Et af de store mantraer i disse år er energirenovering og lavenergibyggeri. Naturligt nok, idet kravene i bygningsreglementet konstant skærpes. Men det skal gøres med omtanke, for jager man konstant en større energibesparelse, kan det gå ud over komforten og indeklimaet.
Skal synliggøres
- Vi skal sørge for at have indeklimaet med, og så skal vi sørge for, at vi ikke ændrer smukke, gamle bygninger, så kulturarven forsvinder, blot for at spare lidt på energiregningen. Det hele skal gøres med omtanke, sagde adm. direktør Henrik Garver, FRI, der tilføjede, at det samtidig er vigtigt, at man synliggør energiforbedringer.
- Skal vi have de private boligejere og ejendomsinvestorer til at investere i energiforbedringer, så skal der være synlige resultater. En lavere forbrugsregning er ikke nok, fastslog han.
Det var områdedirektør Tom Saxlund fra Nykredit helt enig i.
- En privatboligs værdi stiger blandt andet, når der foretages synlige forbedringer som for eksempel nyt køkken eller bad. Der er også stigninger ved usynlige forbedringer som for eksempel energirenovering, men ikke nær så meget. Og derfor kan det være svært at anspore boligejerne til at investere i disse. Derfor er det vigtigt for energiindsatsen, at vi øger boligejernes bevidsthed - for eksempel med økonomiske gulerødder i form af tilskud. Energirenovering er et lidt kedeligt emne. Vi er nødt til at gøre det mere sexet, sagde han.
Ifølge direktør Michael H. Nielsen fra Dansk Byggeri kan man overveje at gøre det billigere at låne til energiforbedringer, eller gøre forskel på belåningsvilkår i forhold til boligens energimærke.
- Det vil øge incitamentet til at investere i energiforbedringer, sagde han.
Prøv med prale-skilt
Et andet stærkt incitament er, hvis man aktivt bruger energimærket.
- Har man et flot A- eller B-mærke, så kan man sætte et grønt "praleskilt" op på facaden. Det vil også være med til at tydeliggøre, at her bor en familie, der tænker grønt og er bevidste om CO2-udslippet, tilføjede Tom Saxlund.
Den ide fulgte Konstruktørforeningens formand, Gert Johansen, op på:
- Jeg er stor tilhænger af at bruge energimærket mere aktivt. Måske ligesom med bilens grønne ejerafgift kan man sænke ejendomsværdiskatten. Jo bedre energimærke, jo lavere beskatning, foreslog Gert Johansen.
Paneldeltagerne var enige om, at med BedreBolig-ordningen, der rulles ud i disse måneder, har man taget endnu et skridt på vejen mod lavere energiforbrug i vores boliger og andre bygninger.