Visionen forsvandt i New York

Tretten år efter 9/11 One World Trade Center færdig. Og Ground Zero blevet beriget med en skyskraber, som indfrier alle forventninger til en ny offentlig plads med verdensarkitekturens hotteste udtryk. Eller er der i virkeligheden blot tale om en overfladisk fortolkning af en forældet bygningsteknologi?

New York Citys daværende borgmester Rudy Giuliani var en af dem, der ønskede at lade Ground Zero stå uberørt som et minde over alle de mennesker, der mistede deres liv ved terrorangrebet i 2001.

Andre krævede, at nøjagtige kopier af tvillingetårnene blev opført. Det skulle vise, at USA var usvækket og stærkt.

Allerede dagen efter angrebet begyndte arkitekter verden over at skitsere nye og endnu højere skyskrabere. Alle valfartede til udstillingen på Max Protchech Galleriet og blev mødt at en formeksplosion uden lige. Skyskrabere i det sene nittende århundrede i Chicago og New York var ti, måske tyve, etager høje. Ofte med engle på facaderne for at give en svimlende følelse af storslåethed. Nu til dags er det spaghettilignende konstruktioner med vandrette og lodrette bygningselementer stablet oven på hinanden.

Twin Towers var helt passé. Minuro Yamasakis gigantiske arkivkasser fra begyndelsen af halvfjerdserne, fyldt med kontorslaver og mellemledere, blev afvist som enden på modernismen. Nu efterlyses der arkitektur, der spejler de tabte menneskeliv, et nyt symbol på hele New Yorks mangfoldighed og især et nyt fixpunkt for hele verdens urbane underbevidsthed.

Guru blev valgt

Alle protesterede, da havnemyndighederne blot få år efter angrebet præsenterede farveløse forslag fra seks anonyme tegnestuer.

New York Times kanaliserede vreden og kvitterede med deres egen arkitektkonkurrence. Arkitektur-eliten blev indbudt til konkurrencen, og juryen blev fuldstændig kørt over af guvernør George Patakis entusiastiske knæfald for Daniel Libeskinds forslag. Han havde gennem det jødiske museum i Berlin vist, at arkitektur kan relatere til minder, være narrativ, at hans arkitektur har styrken til at fortælle om en bys tabte sjæl.

På trods af sin let asymetriske form var Libeskinds Freedom tower ikke en traditionel skyskraber. Ikke mindst, fordi vi i dag ved efterligning af naturens principper og brug af og parametrisk design kan skabe sjældne og komplekse former, hvor skyskrabere skaber byer, markedspladser og hoteller i højden, og hvor vi bygger lodrette jernbaner i stedet for elevatorer.

Udnyt mulighederne

Hvorfor ikke lade den klassiske euklidiske geometri ligge og i stedet favne de muligheder, som kaosforskning, bionik og kvantemekanik giver? I stedet for fortærsket at gentage tidligere århundredes stilsuccesser, kan arkitekterne på deres nutidige tegneredskaber, computerne, lave skitser, der er komplekse og indviklede.

Skal der lidt flere vinduer eller solceller til, eller hvad med plads til et par tusind kontorslaver til? De forskellige parametre er tilknyttet tegneprogrammerne og simuleres frem i en lind strøm af nye former.

Det er som om tressernes fleksible arkitektur, der bærer Archigrams signatur, er kommet til hæder og ære igen efter firsernes postmodernistiske, konsumistiske og ironiske billedsprog og halvfemsernes eksplosive, men sprællende og fragmenterede dekonstruktivisme.

Og nu, helt i trend med tiden, venter former, der er hentet direkte i naturens rigdom, og et hav af forskellige anatomiske former fra tegneseriernes fremtidsutopier.

Guruen tabte

I New York er det derimod business as usual. Mange advokater senere har Daniel Libeskind måtte lade sig nøje med at have skabt byplanen og fastlagt højden på One World Trade Center, efter at det ikke lykkedes for rådhuset at købe grunden.

Larry Silverstein, som ejer grunden, lod i stedet David Childs fra arkitekt-kæmpen SOM overtage projektet. Resultatet er en obeliskfallos, der konkurrerer i nihilistisk spejlglasarkitektur med de omkransende glaspaladser. Det synes, at den globale finanssektors kapitalistiske højborge ønsker at meddele os deres fuldstændige mangel på transparens og totale utilgængelighed.