Flere får øjnene op for Femern-muligheder
Byggeri | Af Torben Jastram |
Meningsmåling viser, at stadig flere ser gode muligheder for virksomheder og medarbejdere i den kommende Femern-forbindelse.
Den kommende Femern Bælt tunnel vil både skabe nye muligheder for forretningslivet og nye arbejdspladser. Det mener et stort flertal i både Danmark og Nordtyskland ifølge en ny meningsmåling fra Epinion.
I begge lande mener tre ud af fire, at en fast forbindelse vil give virksomhederne gode forretningsmuligheder for Danmark og Tyskland.
Især i Tyskland har stigningen i de positive forventninger været tydelig i de senere år - fra 56 til 75 pct. Det er det samme som i Danmark, hvor forventningerne har ligget på et forholdsvis højt niveau i alle årene.
Flere i job
Også når det gælder befolkningernes holdning til spørgsmålet om Femern tunnelens indvirkning på antallet af arbejdspladser i regionen ses en stigende tendens i begge lande.
79 pct. af danskerne mener, at den faste forbindelse vil give flere arbejdspladser - i 2009 var andelen på 67 pct. I Tyskland mener 65 pct. af befolkningen, at der vil komme flere arbejdspladser med en fast forbindelse - i 2009 var andelen 48 pct.
Opmuntrende
- Femern tunnelen skal styrke rammebetingelserne for vækst og jobskabelse i denne del af Europa - både under selve byggeriet og når forbindelsen tages i brug. Derfor er det opmuntrende, når befolkningerne i begge lande i stigende grad tror på de muligheder, som den faste forbindelse vitterlig vil give. Det er godt, at der er store forventninger til vores projekt, siger administrerende direktør i Femern A/S, Claus F. Baunkjær.