Konkurserne bliver sjældnere
Erhverv | Af Torben Jastram |
Med blot 48 konkurser i bygge- og anlægsbranchen i sidste måned fortsætter den positive tendens.
Gennem årets første fem måneder har der været 205 konkurser i branchen mod 313 i samme periode sidste år. Det svarer til et flot fald på 35 procent, og det vækker naturligvis glæde hos Dansk Byggeri.
Ingen fede tider
- Samlet forventer vi, at ende på cirka 500 konkurser i 2014. Der er således tale om en halvering i antallet af konkurser i forhold til "rædselsåret" 2010 - og det er samtidig 200 konkurser færre end sidste år, fortæller Andreas Fernstrøm, chefkonsulent i Dansk Byggeri.
Men selvom antallet er faldet kraftigt de senere år, så er det ikke et udtryk for, at de fede tider er vendt tilbage.
- I mere normale år oplever vi mellem 200 og 400 konkurser, så der er et stykke endnu, før vi rammer en normalsituation. Årsagen kan findes flere steder. Rigtig mange virksomheder er gået konkurs gennem de seneste år, og der er således "ryddet op" i branchen. Samtidig har en stor del af de overlevende virksomheder været igennem en proces, hvor alt overflødigt fedt er skåret væk, og de står således skarpere end før krisen. Endelig har det også en betydning, at de store fald i aktiviteten hører de forgangne år til - det er således nemmere for virksomhederne at vurdere, hvordan morgendagen ser ud, og dermed have den rigtige kapacitet, end da aktiviteten i branchen var i frit fald, siger Andreas Fernstrøm.