Aarhus kan få havnetårn
Arkitektur | Af Torben Jastram |
Olav de Linde undersøger i øjeblikket mulighederne for at opføre et kontortårn med en trekantet udformning på kanten mellem byen og havnen, hvor Aarhus i forvejen rager godt op.
Der er masser af byggerier undervejs på eller i nærheden af havnearealerne i Aarhus. Og et nyt og meget spændende projekt kan blive føjet til listen, såfremt dialogen mellem kommunen og idemagerne fra byggeselskabet Olav de Linde munder ud i noget brugbart.
Base for tårn
På en placering mellem Filmbyen og Dokk1 - lige hvor havn og by mødes - er en gammel og tidligere lagerbygning placeret.
- Efter vores opfattelse har den helt klare arkitektoniske værdier, både udvendigt og indvendigt. Det er vigtigt for os at søge at bevare disse værdier både for at udnytte det arkitektoniske og kulturelle potentiale, men også for at bevare vor kulturarv, siger tegnestuechef Kaare Steen Petersen, Olav de Linde.
Tårnprojektet indebærer, at man bevarer det eksisterende hus som en base for et højt og markant tårn, som er naturligt indpasset i den gamle bygnings trekantede krop.
- Det nye tårn tænkes 24 etager højt, og vil med sin udformning både virke slankt og med et varieret udseende fra forskellige synsvinkler. Vi er meget begejstrede for projektet, der vil blive et særdeles synligt og flot hus, hvis det bliver en realitet, siger han og tilføjer.
- Nu har vi henvendt os til kommunen for at få en dialog om projektet igang, så vi er stadig på et meget tidligt stadie.
Kun erhverv
Projektet bestå af cirka 5.600kvadratmeter af det oprindelige hus og en nybygning på cirka 18.700 kvadratmeter, og er på grund af sin beliggenhed udelukkende tiltænkt erhverv.