Juul & Nielsen vinder kontrakt på Mærsk Bygningen
Byggeri | Af Maria Hesselvig Lange |
Det bliver Juul & Nielsen, der skal stå for kompletteringsentreprisen i forbindelse med byggeriet af den 15 etagers høje forskerbygning i København.
Københavns Universitets Sundhedsvidenskabelige Fakultet udbygger Panum-komplekset med Mærsk Bygningen, og i den forbindelse har Juul & Nielsen vundet kompletteringsentreprisen i den 15 etagers høje forskerbygning.
Bygningen bliver 42.700 kvadratmeter, og det er arkitektfirmaet C.F. Møller, der står bag tegningerne, mens Rambøll fungerer som rådgivende ingeniør. Juul & Nielsen skal som en del af kompletteringsentreprisen blandt andet opsætte skeletvægge, glasvægge, indvendige døre, glasværn, indvendig solafskærmning, vindeltrapper m.m.
Plads til udfoldelse
Bygningens areal fordeler sig med 24.700 kvadratmeter laboratorier, kontorer og fællesfunktioner samt 18.000 kvadratmeter foyer, kantine, auditorier, undervisningslokaler og teknik.
- De nye kvadratmeter vil hovedsageligt gå til undervisningslokaler og auditorier samt forskningslaboratorier, hvor seks af det Sundhedsvidenskabelige Fakultets institutter skal udføre frontlinjeforskning inden for områder som kræft, demens, sukkersyge, hjertesygdomme og allergi. Derudover bygges også ny kantine, cykelkælder og ny hovedindgang, oplyser Juul & Nielsen på deres hjemmeside.
Når bygningen står færdig vil der være opsat 25.000 kvadratmeter vægge af forskellige typer, 1.300 indvendige døre, 6.000 kvadratmeter glas systemvægge og meget andet.