Rambøll er favorit blandt ingeniørstuderende
Erhverv | Af Maria Hesselvig Lange |
Ingeniørstuderende på tværs af de nordiske lande vurderer Rambøll som den mest attraktive arbejdsgiver i årets Universum-undersøgelse.
33.000 studerende inden for forskellige fagområder har deltaget i den årlige Universum-undersøgelse omhandlende de studerende karrierepræferencer. Her placerer ingeniør- og naturvidenskabsstuderende fra Danmark, Norge, Sverige og Finland Rambøll på en førsteplads over foretrukne arbejdsgiver -skarpt forfulgt af Siemens og Microsoft.
- Vi er utrolig stolte over, at de nordiske studerende har valgt os som deres foretrukne arbejdsgiver. Vi ønsker at tiltrække de dygtigste studerende til vores projekter i såvel vores nordiske hjemmemarkeder som globalt. Derfor er førstepladsen meget vigtig for os, siger Morten Peick, Group Director for Communications and Branding i Rambøll.
Øvrige resultater i undersøgelsen peger på, at de studerende prioriterer gode ledere og et fleksibelt arbejdsmiljø højt, når de overvejer fremtidige arbejdsgivere.
Hos IT-studerende gik førstepladsen til Google, mens business-studerende foretrækker Ernst & Young.