27 millioner til løft af vestkystattraktion
Erhverv | Af Maria Hesselvig Lange |
A.P. Møller Fonden donerer 27 millioner kroner til at støtte udbygning og forandring af Strandingsmuseum St. George i Thorsminde.
Effekter fra havbunden og fortællinger om forlis, skibsvrag og nødstedte til søs har fået en økonomisk indsprøjtning i form af 27 millioner fra A.P. Møller Fonden. I samarbejde med Holstebro Kommune er Fonden blevet enige om en konstruktion for udvikling af Strandingsmuseet, der med fondens medvirken skal blive et kulturhistorisk formidlingsfyrtårn og turistattraktion på vestkysten.
- Vi havde en rigtig god dialog med fonden i torsdags, hvor vi blev enige om modellen for udbygningen af strandingsmuseet. Det er en helt fantastisk donation, som fonden nu tilfører projektet. Der er ingen tvivl om, at vi er utroligt taknemmelige for støtten fra A.P. Møller Fonden, og at vi i samarbejde får udviklet en fantastisk attraktion på Vestkysten, siger Lars Møller, der er kommunaldirektør i Holstebro Kommune.
Første skitseforslag
Fonden er allerede i gang med at kigge nærmere på de første skitseforslag til museets nye udformning, som arkitektfirmaet Frank Maali & Gemma Lalanda har udarbejdet.
Henrik Tvarnø, der er direktør for "A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal", er også tilfreds med forløbet indtil videre.
- Det er en glæde for A.P. Møller Fonden at bidrage til fornyelse af oplevelser på den danske vestkyst. Strandingsmuseum St. George formidler en vigtig del af den maritime Danmarkshistorie og er med til at styrke interessen for søfartens betydning for datidens stormagter, siger Henrik Tvarnø.
Foruden de 27 millioner fra fonden bevilliger Holstebro Kommune 6,5 millioner kroner til projektet.
Nu arbejder fond og kommune videre med skitseforslaget med henblik på udbud.