Züblin skal bygge det nye Scala
Byggeri | Af Torben Jastram |
Snart kommer der gang i byggeriet på den attraktive grund ved Axeltorv.
Det bliver tyske Züblin, der skal stå for opførelsen af det nye Scala-byggeri på Axeltorvgrunden over for Tivoli. De tre danske pensionskasser, der er investorer bag det kommende projekt, har givet totalentreprisen til den tyske koncern, som også er en af flere mulige aktører på Femern-byggeriet, som starter næste år. Det skriver Berlingske Business.
- I runde tal bliver totalentreprisen vel på 750 millioner kroner og hele projektet på godt en milliard, siger projektchef Christian Hartmann fra ATP Ejendomme til avisen.
Det nye byggeri kommer til at bestå af op mod 25.000 kvadratmeter fordelt i fem tårne samt 15.000 kvadratmeter kælderetager. Det hele er tegnet af arkitekt Lene Tranberg.
Tomt siden 2006
Advokatfirmaet Gorrissen Federspiel bliver ifølge Berlingske Business hovedlejer af kontorarealerne, når bygeriet står færdigt i løbet af 2016, mens der i gadeplan kommer 4.000 kvadratmeter detail og restauration.
Det gamle Scala lukkede i 2006, og siden har der været flere planer for fremtiden, indtil det nuværende kom på plads.