NCC sætter fokus på digital renovering
Byggeri | Af Redaktionen |
Med stor erfaring fra digitalisering af nybyggeri tager NCC nu fat på digital renovering af bygninger, hvilket vil få en afgørende betydning for energirenoveringen af den eksisterende bygningsmasse.
I tråd med regeringens nye vækstplan og strategien for energirenovering af bygninger, vender NCC nu opmærksomheden mod digital renovering. Koncernens erfaringer fra digitalisering af nybyggeri viser nemlig stort potentiale for at øge produktiviteten og byggeriets samlede værdi. Erfaringerne bringes nu videre til den digitale renovering.
- Vi står over for en stor udfordring. Skal Danmark være CO2-neutral i 2050, skal energiforbruget i de eksisterende bygninger nedsættes væsentligt. Vi mener, at det er byggebranchens ansvar at skubbe til udviklingen og tilbyde de løsninger, der kan fremme den bæredygtige udvikling, og her ser vi i NCC den digitale renovering som en væsentlig spiller, fortæller Dennis Nielsen, direktør for Energirenovering i NCC Construction DK.
Skaber større værdi
Regeringens nye renoveringsstrategi fremhæver, at et fokus på totaløkonomi ved renoveringer er en væsentlig del af at få bygningsejere til at udføre energirenoveringer. Totaløkonomien er den samlede værdi, som en energirenovering medfører - lige fra planlægning, tilpasning og udførelse af renoveringen til den efterfølgende drift af bygningen.
Det hænger ifølge Dennis Nielsen godt sammen med brugen af den digitale renovering, hvor de digitale modeller af bygningerne vil øge den samlede værdi af renoveringen.
- Det sker blandt andet, fordi de digitale modeller hjælper med at afdække bygningens nuværende status, som så viser bygningens potentiale i forhold til fremtidig energioptag og drift. Og hvad angår netop driften, opnår bygningsejeren især en fordel ved digitaliseringen, fordi der skabes et unikt værktøj til drift, som bygningsejeren kun kan få ved digitalisering. På den måde er digitale modeller det redskab, der simulerer og efterviser de muligheder, der er for renoveringer af en bygning ? et redskab der kan bruges til at fremtidssikre bygningers værdi, siger han.
Grundlag for garanti
Renoveringsstrategien har også fokus på garantimodeller, hvor bygningsejeren vil få en garanti for, at de kan opnå energibesparelser som følge af en energirenovering. Med garantimodeller forsøger man at mindske den økonomiske usikkerhed ved energirenoveringer. Og garantimodellerne understreger den helt afgørende rolle, som digital renovering vil komme til at spille:
- Digitalisering af renoveringer vil være en katalysator til for alvor at sætte gang i energirenoveringen af Danmark. For en digitalisering er helt nødvendig for at kunne øge og bevise den samlede værdi ved en energirenovering. Og det er den værdi, der kan skabe udgangspunkt for garantimodellerne, lyder det fra Dennis Nielsen.