Energiforbruget på byggepladsen kan reduceres
Byggeri | Af Niels Johan Juel Jensen |
Energistyrelsen vil med ny vejledning påvirke bygherrer og rådgivere til at reducere energiforbruget i byggeprocessen.
Energistyrelsen vil nedbringe energiforbruget på landets byggeplads, og i den forbindelse har de lanceret vejledningen "Den energieffektive byggeplads".
Selve hjemlen for vejledningen er, at det normalt kræver meget energi at opføre en bygning. Ifølge Energistyrelsen drejer det sig typisk om, hvad der svarer til to-fire års fremtidigt varmeforbrug eller 0,5-1,5 procent af byggesummen. Men styrelsen pointerer, at der er stor forskel på energiforbruget på de forskellige byggepladser, og de mener udgiften i mange tilfælde kan reduceres til under 0,5 procent af byggesummen.
Det er ofte således, at muligheden for at påvirke og reducere energiforbruget i en byggeproces er størst i begyndelsen af projektet. Derfor henvender Energistyrelsens vejledning sig især til bygherrer og rådgivere, der tager nogle af de vigtigste valg i begyndelsen af et byggeri. Entreprenører, leverandører og håndværkere kan dog også hente inspiration i vejledningen.
- Uanset, om byggeprojektet er stort eller småt, og hvordan det er organiseret, vil vejledningen kunne guide bygherrer og rådgivere igennem deres overvejelser, så de sparer energi i hele forløbet, siger projektleder i Energistyrelsen, Simon Chræmmer Jørgensen, i en pressemeddelelse.
Enkle virkemidler
Ved at bruge redskaberne i vejledningen bliver byggeprocessen mere lean, uden at det giver ekstra besvær. Og det kan være ganske enkle virkemidler, der kan gøre en forskel.
- Groft sagt er det ofte et spørgsmål om at planlægge byggeriet, så tingene kan gøres i den rigtige rækkefølge - det vil sige lukke huset af med permanente vinduer, før man sætter varme på, forklarer miljøchef hos NCC, Svend Mertz.
Andre gange er der behov for en usædvanlig løsning, som projektleder Steen Rasmussens fra MT Højgaard fandt til et kontorbyggeri.
- Byggefolkene lavede for eksempel en midlertidig tagdækning med tagnedløb over atrium. Så kunne de arbejde i tørvejr ude og inde på samme tid uden at måtte stoppe aktiviteter om vinteren. Det forkortede byggeperioden og gav et mindre energiforbrug, fortæller han om sine erfaringer.
Et af de områder, som sluger meget energi, er opvarmning og udtørring. Det udgør ifølge Energistyrelsen i gennemsnit 80 procent af byggeprocessens samlede energiforbrug. Ofte er det dog muligt at finde besparelser på dette område - især hvis der tænkes energibevidst allerede under planlægningen af byggeriet.