Glem ikke de små byggevirksomheder
Politik | Af Dan Bjerring |
Dansk Håndværk advarer regeringen mod dels at fjerne Boligjobordningen og dels at sikre bedre muligheder for, at mindre håndværkervirksomheder kan byde på offentlige opgaver
I Dansk Håndværk, der repræsenterer en stor del af de mindre virksomheder i byggesektoren, undrer direktør Erik Møbius sig stærkt over de forlydender, der er omkring den vækstpakke, som regeringen er på vej med torsdag i denne uge.
Skatteminister Morten Østergaard (RV) og erhvervsminister Henrik Sass Larsen (S) har blandt andet bebudet bedre muligheder for at skaffe kapital til små - og mellemstore virksomheder, og samtidig forlyder det, at regeringen ikke vil forlænge Boligjobordningen:
- Det er en glimrende idé at skaffe ansvarlig kapital til de mindre virksomheder, men i byggebranchen står vi med det problem, at mange mindre virksomheder må sige nej til at byde på licitationer, fordi de ikke kan skaffe en bankgaranti som sikkerhedsstillelse, når de byder på offentlige opgaver, siger Erik Møbius til Dagens Byggeri.
Hæv loftet
Han opfordrer regeringen til at forbedre de små håndværkervirksomheders muligheder for at byde på offentlige opgaver ved eventuelt at hæve loftet for, hvornår der kan kræves bankgarantier:
- Det offentlige kan gå forrest ved at hæve loftet for garantikrav til opgaver over én million kroner - og gerne halvanden million. Det er dyrt for mindre virksomheder at stille bankgarantier - hvis de overhovedet kan få det - og det betyder, at de har vanskeligere ved at konkurrere om opgaverne og dermed skabe arbejdspladser, siger Erik Møbius.
Han håber ikke, at rygterne om at fjerne Boligjobordningen for eventuelt at finansiere vækstkapital taler sandt:
- Det vil ikke bare være en katastrofe og koste tusinder af arbejdspladser, hvis regeringen fjerner Boligjobordningen. Det vil også betyde, at det igen vil blive mere attraktivt at udføre og få udført sort arbejde. Boligjobordningen - håndværkerfradraget - er det eneste væksinitiativ, der har hjulpet de mindre håndværkervirksomheder, og det skaber arbejdspladser for danske håndværkere. Mange af regeringens investeringer på bygge- og anlægsområdet har først og fremmest gavnet østeuropæiske firmaer og østarbejdere. Det skaber ikke danske arbejdspladser, siger Erik Møbius.