København selv skyld i trængselsproblemer
Politik | Af Dan Bjerring |
Kristian Pihl Lorentzen (V) peger på de voldsomt mange gravearbejder, der foregår rundt om i byen, som en væsentlig årsag til problemer med trafikafviklingen. Han efterlyser bedre planlægning.
Man skal ikke i bil nærme sig København mange gange, før rygterne om voldsomme trængselsproblemer bekræftes. Det er ikke mindst disse trængselsproblemer, det københavnske bystyre har forsøgt at bruge som argument for at få indført eksempelvis bompenge og andre restriktioner mod biltrafikken.
Venstres "Mr. Trafik", Kristian Pihl Lorentzen, mener dog, at det langt hen ad vejen er det københavnske bystyre, der selv har fremkaldt trængselsproblemerne gennem en dårlig planlægning:
- Der var i marts i år udstedt 917 gravetilladelser i Københavns Kommune. I januar var tallet omkring halvdelen. En stor del at trængselsproblemerne i København skyldes netop de mange gravearbejder, hvor mange vejbaner er gravet op - enten på grund af vejarbejde eller de omfattende ledningsarbejder. Vi er derfor nødt til politisk at få langt mere fokus på, at den slags arbejder skal afsluttes i en fart. Vejene skal ikke ligge opgravede i månedsvis til skade for trafikafviklingen. Det koster samfundet rigtig dyrt, at vi holder i kø omkring København, siger Kristian Pihl Lorentzen til Dagens Byggeri.
Slut i en fart
Kristian Pihl Lorentzen peger blandt andet på muligheden for at få indskrevet i Vejloven, at der skal tages højde for trafikafviklingen ved vejarbejder eller ledningsarbejder i en vejbane.
- Man skal i projekteringen indtænke, at arbejdet afsluttes i en fart. Det skal både gælde Vejdirektoratet og de kommuner, der har vejene. Det virker som om, at nogen i København har tabt overblikket og ikke sørger for, at de pågældende vejarbejder afsluttes i en fart. Ofte ser man jo, at der slet ikke arbejdes på vejarbejder, og at man har gang i tingene mange steder, men uden at få gjort de enkelte opgaver hurtigt færdige, siger Kristian Pihl Lorentzen.
Havnetunnel
Han peger også på, at der inden for kort afstand kan være fem arbejdspladser på vejbanen, men der arbejdes kun ét af stederne. Derfor langer Kristian Pihl Lorentzen kraftigt ud efter Københavns Kommunes mange klageråb over trængslen.
- Når man får afsluttet mange af de igangværende vejarbejder, vil trafikken glide langt bedre. Og så må kommunen følge op med en politik, hvor man ikke lægger hindringer i vejen for bilerne, men i stedet sørger for bedre fremdrift. Så kan vi næsten helt undgå trængsel i Københavns centrum. Specielt når vi om nogle år får bygget en havnetunnel, der leder trafikken uden om centrum.
Præcise instrumenter
Transportminister Magnus Heunicke mener dog, at det stigende omfang af gravetilladelser og de heraf afledte konsekvenser for trafikken i København "bekræfter de trængsels- og fremkommelighedsproblemer, som blandt andre Københavns Kommune har peget på".
Samtidig er han parat til at give kommunerne flere og mere præcise instrumenter til at styre og koordinere gravearbejder.
- Som eksempel kan jeg nævne mulighed for bod, hvis en entreprenør overskrider en aftalt tidsfrist.
Forudsat at der er politisk opbakning til at gøre noget ved problemerne, er jeg klar til at fremsætte lovforslag hurtigst muligt i næste folketingssamling, siger Magnus Heunicke.