Kommuner vil holde fast i høj anlægsaktivitet
Erhverv | Af Dan Bjerring |
Formanden for KL understreger, at offentlige investeringer i Danmark ligger forholdsvis lavt sammenlignet med andre lande.
Kommunernes Landsforening tager nu fat på forhandlingerne med finansminister Bjarne Corydon (S) om næste års kommunale økonomi, og der er lagt op til en holmgang om ikke mindst flere milliarder kroner til nye anlægsudgifter.
Formanden for Kommunernes Landsforening, Kalundborgs borgmester Martin Damm (V) kalder det afgørende, at kommunerne også til næste år kan have et højt anlægsniveau, og han understreger, at kommunerne skal sikres finansiering, så de kan opretholde en "tilfredsstillende offentlig service".
- KL har gennemført tre regionale møder med kommunalpolitikere fra hele landet, og meldingerne efterlader ingen tvivl - kommunerne har et højt anlægsbehov også i 2015. Det er derfor vigtigt, at vi får mulighed for at køre med anlægsudgifter på mindst samme niveau som i år, siger Martin Damm og henviser til, at offentlige investeringer i Danmark ligger forholdsvis lavt sammenlignet med andre lande.
Slæber efter
- Der er derfor skabt et efterslæb, og vi kan ikke være tjent med, at veje, børnehaver, skoler og ældreinstitutioner ofte er nedslidte og på et niveau, der er utidssvarende. Samtidig skal man huske, at høje anlægsudgifter ofte er en forudsætning for, at kommunerne kan effektivisere og modernisere deres drift. Når man eksempelvis energirenoverer, koster det nogle investeringer, men det er godt for miljøet og pengepungen, når man bare kigger et par år frem, siger KL's formand, der understreger, at kommunerne skal have del i den samlede offentlige vækst på 0,5 procent, der ifølge regeringens økonomiske politik er plads til i 2015.