Nu skal tyskerne høre mere om Femern
Byggeri | Af Torben Jastram |
I dag fremlægger den tyske godkendelsesmyndighed i Slesvig-Holsten formelt Femern Bælt-tunnelen for den tyske offentlighed som led i den tyske godkendelse af projektet.
I marts måned afleverede Femern A/S den formelle og færdige ansøgning om den faste forbindelse til de tyske trafikmyndigheder, og i dag starter fremlæggelsen for offentligheden.
- Det er en vigtig begivenhed for Nordeuropas største infrastrukturprojekt. Det glæder mig, at vi i dag kan tage hul på fremlæggelsen af ansøgningen for offentligheden i Tyskland. Beslutningsprocessen for vores komplekse og grænseoverskridende tunnelprojekt er nu inde i den afgørende fase, siger Claus F. Baunkjær, administrerende direktør for Femern A/S.
11.000 sider
Efter dansk skik bliver Femern-projektet også i Tyskland gennemført i fuld åbenhed og i dialog med alle interessenter. Helt i tråd med det princip blev alle dokumenter i den 11.000 sider store ansøgning offentliggjort på en særlig hjemmeside allerede for seks måneder siden.
Endvidere har Femern A/S siden 2009 drevet informationscentre både i Rødbyhavn og i Burg på øen Fehmarn, hvor der indtil nu har været mere end 5.000 besøgende alene i Burg. Sideløbende har selskabet holdt en række offentlige møder med borgere, virksomheder og organisationer i Nordtyskland. De tyske interessenter har derfor haft god tid til at sætte sig ind i projektet og drøfte det med Femern A/S.
Underskrives i 2015
Dokumenterne i ansøgningen bliver lagt frem for offentligheden i Burg på Fehmarn, i Kiel og en række andre steder i det østlige Holsten, hvor de vil ligge i en måned. Her kan borgere, organisationer mv. studere dem og indgive forslag og indsigelser.
Herefter vil den lokale planmyndighed LBV Kiel afholde møder med de berørte parter, behandle eventuelle indsigelser, og træffe en endelig beslutning om godkendelse af planerne.
Femern A/S forventer, at de tyske myndigheders godkendelse og den danske anlægslov vil være klar, således at selskabet i sommeren 2015 kan underskrive kontrakter med de konsortier, der har indgivet bud på projektet. Anlægsarbejdet begynder umiddelbart herefter og forventes afsluttet i 2021.