Rift om kontrakt på tunnelstrøm
Femern modtog i går syv anmodninger om prækvalifikation til etablering af en transformatorstation.
Der er stor interesse for at byde på de mange projekter, der er en del af den nye faste forbindelse over Femern Bælt.
Mandag modtog Femern A/S, der er bygherre på tunnel-projektet, syv anmodninger om prækvalifikation til opførelsen af en ny transformatorstation.
- Det er et meget positivt tegn, siger kontraktdirektør hos Femern A/S, Johnny Restrup-Sørensen, og tilføjer:
- Det er meget glædeligt, at så mange er interesserede i at byde på opgaven. Det er et tegn på, at interessen for at blive en del af projektet er stor, og det er med til at sikre, at vi finder den bedste leverandør til at løfte opgaven.
Større kapacitet
Det kræver store mængder strøm at holde de eldrevne tog kørende og at sikre en stabil drift og en høj sikkerhed i tunnelen. Det eksisterende elforsyningsnet på Lolland har ikke kapacitet til at levere de energimængder, der skal bruges til togdriften og de elektriske og mekaniske anlæg.
Derfor er det nødvendigt med en ny stor transformatorstation. Den bliver opført tæt på tunnelens rampe- og portalanlæg ved Rødbyhavn.