Flere BedreBolig-rådgivere på vej
I maj starter næste hold på uddannelsen, der samtidig udrulles til hele landet.
De første 109 deltagere gennemførte og bestod uddannelsen som BedreBolig-rådgiver i Påske. Af disse har Energistyrelsen foreløbigt godkendt cirka halvdelen til at praktisere som BedreBolig-rådgiver. De to største faggrupper, som har taget den nye uddannelse, er arkitekter og udførende.
Uddannelsen til BedreBolig-rådgiver startede i januar 2014. Det er en akkrediteret uddannelse til at foretage helhedsorienteret energirådgivning af private boliger.
150 tilmeldte sig uddannelsen i januar 2014, hvoraf de 109 nu har bestået. Kun en lille håndfuld har ikke bestået uddannelsen, og resten er af forskellige årsager faldet fra under vejs. Det relativt store frafald skal sandsynligvis ses i lyset af, at de to første uddannelsesforløb er gratis.
Første uddannelsesforløb har mere eller mindre været forbeholdt aktører i ni udvalgte kommuner: Fredensborg, Høje-Taastrup, Roskilde, Næstved, Odense, Esbjerg, Skanderborg, Morsø og Frederikshavn.
Klar til hold 2
I maj forventes det andet uddannelsesforløb at starte, og dette forløb vil omfatte samtlige 98 kommuner i Danmark. 257 står allerede på venteliste til uddannelsen.
BedreBolig-ordningen forventes lanceret i hele landet til september/oktober 2014 og bakkes op af en marketingkampagne med et budget på 15 mio. kr. dækkende resten af 2014 og 2015. Det er Energistyrelsens vurdering, at minimum 200 godkendte BedreBolig-rådgivere vil stå klar ved den officielle lancering til efteråret 2014.