NRE færdiggør 6.100 m2 butiksområde
Byggeri | Af Maria Hesselvig Lange |
I Tilst ved Aarhus er NRE Denmark A/S blevet totalentreprenør på et nyt butiksområde, hvor første etape skal stå færdig til efteråret.
Der er tale om et projekt i tre etaper, som NRE Denmark A/S siden december har stået i spidsen for. Første etape omfatter to byggemarkeder, Silvan og Jem & Fix, som vil stå klar sidst på efteråret i år.
Projektet blev igangsat af Hesø Udvikling A/S i 2013, men NRE Denmark overtog projektet pr. 29. december 2013.
Svingbaner etableres
Det nye butiksområde ligger med høj synlighed ud til Viborgvej på en tidligere gartnerigrund, tæt ved en række af de øvrige butiksområder i Tilst. For at sikre gode tilkørselsforhold etableres der nye højresvingsbaner ved de to indkørsler til butiksområdet.
Den nye Jem & Fix butik får et areal på 1000 kvadratmeter. Silvan butikken bliver på 2600 kvadratmeter samt en stor drive-in afdeling med træ- og haveprodukter på 2700 kvadratmeter. Begge butikker får derudover egne varegårde. Lokalplanen for området, som blev vedtaget i december 2013, åbner op for opførelse af yderligere 6000 kvm (bruttoetagemeter). Der kan etableres flere butikker med pladskrævende varegrupper og op til to restauranter samt et tankanlæg.
Det nye butiksområde er tegnet af Retail Architects.