Dansk Byggeri går aktivt ind i EU-valgkampen
Politik | Af Kim Ebbesen |
Torsdagens årsmøde skal blandt andet skabe fokus på kandidaterne til Europaparlamentet og deres synspunkter.
Dansk Byggeris engagement i det forestående EU-valg vil være synligt på Dansk Byggeris årsdag i morgen 24. april i Tivoli Congress Center med blandt andet deltagelse af EU-Parlamentet og danske politikere.Under overskriften "Din stemme i EU bestemmer din hverdag" vil organisationen øge bevidstheden om valget, hvis udfald har stor betydning på mange områder for Danmark.
- Det er et vigtigt valg, og det er efterhånden gået op for de fleste danskere, at størsteparten af den danske lovgivning stammer fra EU. Det er emner som arbejdsmiljø, energipolitik, udbudsregler og gensidig anerkendelse af uddannelser, som diskuteres og besluttes i EU og som implementeres i dansk lov, og dermed får direkte betydning for danskernes hverdag.
- Der er ikke længere tale om et Mickey Mouse parlament, men en lovgivende forsamling med reel indflydelse. Det er derfor vigtigt, at vi får valgt nogle kandidater, som arbejder aktivt for at sikre gode rammevilkår for erhvervslivet, så vi kan sikre produktivitet og beskæftigelse i Danmark såvel som i de lande, vi handler med i Europa, siger adm. direktør Lars Storr-Hansen, Dansk Byggeri.
Krydsild
Dansk Byggeri har derfor valgt at geare op i forhold til at tage aktiv del i parlamentsvalget den 25. maj, hvor der også skal stemmes om EU's patentdomstol.
- Her er Dansk Byggeris holdning også klar: Vi skal naturligvis arbejde for et ja til en ordning, der betyder, at det bliver enklere og billigere at udtage patent i Europa. Derfor har vi besluttet at iværksætte nogle forskellige initiativer, som forhåbentlig vil gøre det lettere for vores medlemmer at få viden om EU-valget og patentdomstolen, siger Lars Storr-Hansen.
Den 6. maj inviterer Dansk Byggeri de politiske partiers spidskandidater til valgdebat hos DEKO i Tåstrup, hvor der bliver politisk krydsild i en TV-debat.
14. maj informerer Dansk Byggeri i samarbejde med en af landets dygtigste advokater inden for patentområdet, Rasmus Vang, via et webinar om, hvad EU's patentdomstol kommer til at betyde for bygge- og anlægsbranchens virksomheder. Her vil Dansk Byggeris medlemmer få lejlighed til at stille direkte spørgsmål til advokaten.