Printede 10 huse på 24 timer
Byggeri | Af Niels Johan Juel Jensen |
Kinesere har taget 3D-printere til et nyt niveau. Nu printer de huse frem for at bygge dem.
Det måtte komme på et eller andet tidspunkt. 3D-printerne har for længst gjort sit indtog, og nu er første skridt taget til at printe huse i fuld skala. I hvert fald hvis man skal tro kinesiske Shanghai WinSun Decoration Design Engineering Co. Det skriver flere internationale medier.
Virksomheden påstår at have printet 10 huse i fuld skala, og det skal ikke have taget mere end 24 timer. Godt nok er der tale om mindre et-etages huse på cirka 200 kvadratmeter, og tagene er endnu ikke mulige at printe, men alligevel må det betegnes som noget af et fremskridt for 3D-printerne.
Ambition om Skyskrabere
Materialet, væggene printes med, består af en blanding af byggeaffald og cement. Af samme grund fremhæver de kinesiske opfindere, at metoden både er miljørigtig samt økonomisk. Ifølge sitet 3ders.org er prisen på ét hus 30.000 kinesiske yuan, hvilket svarer til i underkanten af 26.000 danske kroner.
Selve printeren er helt naturligt en større sag, der måler ikke mindre end 32 gange 10 meter og højden er 6,6 meter. Husene printes endnu ikke ud i ét. I stedet printes de i elementer, som efterfølgende samles.
Virksomheden bag teknologien erkender, at der er fortsat er ting, der skal forbedres, men de har stor tro på 3D-printede huse. Således fortæller direktøren Ma Yihe, at han regner med, de i fremtiden kan bygge skyskrabere med 3D-printerne.