OHSAS synger på sidste vers
Erhverv | Af Kim Ebbesen |
Den udbredte arbejdsmiljøcertificering bliver i 2016 erstattet af ny ISO-standard.
Flere tusinde virksomheder, der er arbejdsmiljøcertificeret efter OHSAS-standarden, skal certificeres efter en ny ISO-standard fra 2016. Den internationale arbejdsmiljøstandard OHSAS 18001 ophører med at eksistere fra 2016 og erstattes med en helt ny ISO-standard, der allerede har fået nummeret ISO 45001. Det skriver arbejdsmiljoviden.dk.- Vi lavede OHSAS 18001 i 2005, og det har hele tiden været vort ønske, at den kunne blive til en ISO-standard. For selv om vi er glade for, at vores standard slog så godt igennem internationalt, så er der altså en helt anden slagkraft i ISO, som jo både er den verdensomspændende organisation for officielt styrede standarder og kæmpestor. Så når ISO 45001 foreligger, trækker vi OHSAS 18001 tilbage, fortæller Kristian Glæsel, der er direktør i Glaesel HSEQ Management til hjemmesiden.
Det forventes at der i den nye standard vil være øget fokus på risikofyldt arbejdsmiljø og det psykiske arbejdsmiljø.
Overgangsfase
Hvordan danske virksomheder, der på nuværende tidspunkt er certificerede efter OHSAS-standarden, skal forholde sig er endnu lidt usikkert, idet proceduren for fornyelsen af en eksisterende certificering endnu diskuteres.- Men efter normal praksis er der en overgangsperiode. Der bliver lavet et dokument, der fortæller om kravene efter den nye standard, og typisk bliver man re-certificeret inden for et halvt år, eller også sker det i forbindelse med, at man alligevel skal have certifikatet fornyet, oplyser Kristian Glæsel til arbejdsmiljoviden.dk.Han oplyser desuden, at ISO forventer sig meget af den nye standard og således forventer at den kommende 45001-standard i løbet af få år vil være den mest udbredte på verdensplan.