11.000 km danske veje er slidte
Byggeri | Af Maria Hesselvig Lange |
Nye beregninger viser, at hver tredje vej vil være i uacceptabelt dårlig stand om 10 år, hvis kommunerne ikke griber ind.
Den rådgivende ingeniørvirksomhed Grontmij har undersøgt de danske veje, og de giver ikke ligefrem et skønbillede af det danske land. En sjettedel af alle kommunale veje har nemlig allerede passeret grænsen, hvor de er i så dårlig stand, at de er uforholdsmæssigt dyre at vedligeholde.
- Hvis vi bare fortsætter som hidtil, vil en tredjedel af vejene have passeret denne grænse om ti år. Den gode nyhed er, at det kun vil koste hver dansker 50 øre om dagen i 10 år at bringe tilstanden af samtlige veje op på et acceptabelt niveau, siger markedschef Bjarne Bylov Jensen, fra Grontmij Pavement Consultants, der har stået bag beregningerne af de danske kommuneveje og i 30 år har rådgivet kommunerne om økonomisk optimal vedligeholdelse af vejene.
Langt bagefter
På grund for lidt fokus på vejvedligehold har Grontmij regnet sig frem til, at mange års besparelser har resulteret i et efterslæb på 3,5 mia. kr. på vedligeholdelseskontoen. Et beløb, der ikke bliver meget mindre i 2014, hvor de danske kommuner har afsat 0,9 mia. kr. på at vedligeholde de 70.500 km kommunale veje.
Det betyder ifølge Grontmijs udregninger, at selv hvis de nuværende budgetter sættes op med 30 procent, vil antallet af veje under et acceptabelt niveau udgøre mere end en femtedel af det kommunale vejnet i 2024.
- Allerede nu skal der investeres i de danske veje, hvis de 11.000 km veje, der har passeret grænsen for uacceptabel stand, skal bringes op til et acceptabelt niveau. Jo før der handles, jo billigere bliver det. Jeg opfordrer de danske kommuner til at se det i et mere langtrækkende perspektiv. Det er den klogeste løsning for borgerne og skatteyderne, siger markedschef Bjarne Bylov Jensen.
Han understreger, at bilisterne måske ikke fra starten opfatter en vej, der er under acceptabelt niveau, som farlig eller ukomfortabel at køre på. Beregningerne bygger på Grontmij-ingeniørernes viden om belægninger og vejenes opbygning, og udtrykket afspejler, hvornår det økonomisk set er sidste chance for at vedligeholde vejen og eventuelt skifte asfalten ud, hvis ikke det skal blive alt for dyrt.