Sollys skal nedkøle bygninger
Byggeri | Af Maria Hesselvig Lange |
Nyt udviklingsprojekt skal se på mulighederne for at bruge solenergi til komfortkøling af bygninger.
Normalt forbindes sol med varme, men nu er Energi Nord, Gaia Solar, Dansk Varmepumpe Industri og Seluxit gået sammen med Aalborg Universitet og Nordjyske Ejendomme om at udvikle et fuldt soldrevet anlæg til nedkøling af bygninger.
- Vores bygninger er fine om vinteren, men om sommeren opstår der en uforudset forstyrrelse i form af solvarme. Solen skinner med 1000 W/m2, som afsættes direkte til luften og på overflader, hvilket bevirker, at temperaturen hurtigt stiger, fortæller Per Printz Madsen, lektor på Aalborg Universitet.
Store vinduespartier giver problemer
En del moderne arkitektur samt mange lavenergibygninger understøtter det menneskelige behov for lys med store vinduer eller glasfacader, der lukker en stor mængde dagslys ind i bygningen. Ulempen er, at dagslyset genererer varme.
Samtidig øges vores brug af tekniske apparater, der ligeledes genererer varme, og resultatet bliver et dårligt indeklima, der skaber et behov for dyr energikrævende komfortkøling.
- Solafskærmning er ikke tilstrækkeligt til at løse vores varmeproblem og blokerer i øvrigt for det ønskede lys. Den eneste løsning er at åbne vinduerne eller anvende ventilationsanlæg, der bruger en masse energi på at få fjernet den overskydende energi, siger Per Printz Madsen.
Lagring af solenergi
De seks danske virksomheder har med støtte fra Energiteknologisk Udviklings- og Demonstrationsprogram (EUDP) sat et udviklingsprojekt i gang, hvis formål er at udvikle omkostningseffektiv komfortkøling, der kombinerer de kendte energiteknologier varmepumper og solceller.
Med et solcelledrevet køleanlæg bruger man elektriciteten fra solcellerne - via en varmepumpe og en is-bank ? til at danne komfortkøling. Overskudsvarmen anvendes til opvarmning af brugsvand.
Omdrejningspunktet i udviklingsprojektet er at skabe et intelligent styresystem, der kan få de forskellige komponenter til at kommunikere, og som samtidig - på baggrund af vejrudsigter og målinger af sollys - kan lagre solenergien, når der er overskud, og trække på lageret, når solen ikke skinner.
Målet er, at løsningen kan indpasses i eksisterende ventilationsanlæg. Det soldrevne køleanlæg har ikke brug for el, og vil derfor være uafhængig af tilslutning til elnettet.
Stort markedspotentiale
Ifølge holdet bag projektet er investeringer i komfortkøling i kraftig stigning verden over. Prognoser forudser, at energiforbruget til komfortkøling vil overstige energiforbruget til opvarmning af bygninger inden for de næste 50 år. Teamet forventer derfor, at det soldrevne køleanlæg vil have et stort markedspotentiale. At det soldrevne køleanlæg ikke skal kobles til elnettet, vil også gøre det velegnet til lande uden en velfungerende infrastruktur.
Udviklingsprojektet slutter den 31. oktober 2015.