Schweiziske stjernearkitekter tegner dansk hospital
Arkitektur | Af Maria Hesselvig Lange |
Herzog & de Meuron skal tegne fremtidens hospital i Nordsjælland i samarbejde med danske Vilhelm Lauritzen Arkitekter.
De er kendt for det olympiske stadion (fuglereden) i Beijing og Tate Modern i London, og nu skal de også stå bag Nordsjællands nye akuthospital. De internationalt anerkendte arkitekter Herzog & de Meuron har påtaget sig deres første skandinaviske projekt, og det bliver i samarbejde med det danske arkitektfirma Vilhelm Lauritzen, som glæder sig over samarbejdet.
- Herzog & de Meurons arbejde har stor indflydelse over hele kloden. Nu får vi i Danmark et helt unikt projekt, som ligeledes vil få indflydelse ikke blot i Danmark, men også internationalt, lyder det fra Søren Daugbjerg, direktør i Vilhelm Lauritzen Arkitekter.
En del af skoven
Det nye hospital bliver formet som en firkløver og kommer til at ligge i en skov syd for Hillerød. Her skal alle hospitalets funktioner samles i én organisk bygning, hvor arkitekturen skal tilpasses det omkringliggende landskab.
Det betyder blandt andet, at hospitalet kun bliver fire etager højt på sit højeste punkt, og designet skal være fleksibelt, så det kan tilpasses udviklingen i 2020 såvel som i 2050.
Regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen (S) ser meget frem til, at det nye hospital af høj, international kvalitet slår dørene op i 2020.
- Det er af kæmpe betydning for borgere i Region Hovedstaden, at vi får så funktionelt og flot et hospital, som er nytænkt helt fra bunden. Det kan alle borgerne i regionen godt være stolte af og se frem til, siger hun om Nyt Hospital Nordsjælland, der er Regionens eneste barmarksbyggeri.
Nyt Hospital Nordsjælland får et samlet etageareal på 124.000 m2, 662 én-sengsstuer og 24 lægelige specialer. Hospitalet bliver akuthospital for områdets 310.000 borgere, der før fordelte sig på sygehusene i Hillerød, Helsingør og Frederikssund. Hospitalet bliver desuden arbejdsplads for omkring 4000 medarbejdere, og det forventes, at der vil blive foretaget cirka 500.000 ambulante behandlinger pr. år.