Fynsk entreprenør øger omsætning
Erhverv | Af Torben Jastram |
Arkitektgruppen præsenterer regnskab med et mere end fordoblet resultat.
April måned er kommet godt i gang for den fynske entreprenør- og projektudviklingsvirksomhed Arkitektgruppen, der har kontorer i Odense og København.
Koncernen kunne forleden offentliggøre, at man har skrevet under på to betingede købsaftaler om at opføre i alt 10.700 kvadratmeter boliger i Søndre Havn i Køge.
Og et par dage tidligere præsenterede virksomheden et flot regnskab med fortsat fremgang for koncernen. Årets resultat endte nemlig på 18,5 millioner mod blot 8,5 millioner kroner i 2012, og dermed er resutatet mere end fordoblet. Også omsætningen er øget fra 315 millioner i 2012 til 377 millioner kroner sidste år.
Gang i Kbh
En betydelig del af Koncernens omsætning kan henføres til de mange projekter, som p.t. gennemføres i København ved Amager Strandpark samt i Ørestad Syd.
I 2013 har Koncernen i området omkring Amager Strandpark afleveret et rækkehusprojekt, hvor alle enheder er solgt, samt opført og afleveret to af ialt tre etaper af et større byggeri for et dansk pensionsselskab. Endvidere er et nyt ejerlejlighedsprojekt under opførelse i området, hvoraf mere end 95 procent af lejlighederne er solgt. Projektet afleveres medio senere på året.
I Ørestad Syd kan koncernen nu melde "alt udsolgt" efter Arkitektgruppen i 2013 indgik aftale med et børsnoteret, udenlandsk ejendomsselskab om opførelse af 205 boliger. De samlede projekter i området udgør herefter mere end 350 boliger og 33.500 etagemeter.
I 2013 har Arkitektgruppen endvidere opført og afleveret et antal retail-butikker i Odense, samt indgået aftale med et dansk pensionsselskab om et byggeri på ca. 12.500 etagemeter i København med byggestart i dette forår.