Fire afgørende værktøjer i kampen mod social dumping
Kommentar | Af Gunde Odgaard, sekretariatsleder i BAT-kartellet og kandidat til Europa-Parlamentet, S. |
I bekæmpelsen af social dumping går en lige linje fra fagforeningers opsøgende arbejde på landets arbejdspladser til kommunernes, regionernes og statens krav om arbejds- og lærlingeklausuler, herunder kædeansvar, til myndighedernes kontrol med udenlandske virksomheder, til love og regler fra Folketinget samt de rammer, vi i EU sætter. Det er altså en kæde af faglige aktiviteter og politiske beslutninger, der afgør, om kampen mod social dumping er succesfuld eller ej.
Europa-Parlamentet spiller en helt central rolle som medbeslutningstager ift. de regler, som skaber det indre marked, og som definerer rammerne for varernes, kapitalens, serviceydelsernes og arbejdskraftens frie bevægelighed. Jeg er ikke i tvivl om de europæiske løsninger, og vil gerne fremlægge fire konkrete bud.
Social protokol: EU skal have en social protokol, der slår fuldstændigt fast, at arbejdstagerrettighederne og andre grundlæggende rettigheder er ligestillede med den fri bevægelighed, det indre marked og de økonomiske friheder. Ligebehandlingsprincippet mellem europæiske arbejdstagere skal gælde ved alle arbejdskraftbevægelser over grænserne.
Arbejdsklausuler og kædeansvar: Når der i Danmark indføres arbejds- og lærlingeklausuler i stort set alle offentlige kontrakter, vil det også kun være rimeligt, at EU opstiller arbejds- og lærlingeklausuler, når man giver projektstøtte gennem eksempelvis regional- og strukturfonde.
Bedre kontrol: I dag halser danske myndigheder efter udstationerende virksomheder for at kontrollere, om de overholder reglerne i udstationeringsdirektivet. I stedet burde virksomheder, der påtager sig opgaver udenlands, INDEN opgaven løses, registrere sig hos egne myndigheder, som kontrollerer om reglerne overholdes. Disse oplysninger skal danske myndigheder have adgang til.
Europæisk ID-kort: Alle vandrende arbejdstagere skal have et ID-kort. Man skal kunne dokumentere hvem man er, hvem ens arbejdsgiver er, vise ens ansættelseskontrakt, hvor man er forsikret, og hvor man er skattepligtig, når man arbejder i et andet land. Alle oplysninger skal samles i et kort.
